Fans i sorg: Manden bag kultfigur død
Den første skuespiller bag "Star Wars"-kultfiguren Boba Fetts grønne hjelm er død. Jeremy Bulloch blev 75 år.
Engelske Jeremy Bulloch, der spillede dusørjægeren Boba Fett i de første “Star Wars”-film, er død.
Det oplyser hans repræsentanter i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa. Bulloch blev 75 år.
Artiklen fortsætter under videoen
Han døde torsdag i London “som følge af mange års komplikationer efter Parkinsons sygdom”.
– Han døde på fredfyldt vis på et hospital omgivet af familien. Jeremy var mest kendt for sin rolle som Boba Fett i de originale “Star Wars”-film. Han havde en lang og lykkelig karriere på over 45 år, står der i en meddelelse ifølge The Guardian.
Bulloch trak for første gang i Boba Fetts grønne og hvide pansrede dragt i “The Empire Strikes Back” (Imperiet slår igen) fra 1980.
Han vendte tilbage i rollen i 1983 i “Return of the Jedi” (Jedi-ridderen vender tilbage).
En favorit hos fans
Selv om Fett ikke havde en stor rolle i filmene, blev han en favorit hos fans, blandt andet på grund af sin fremtræden og sit ry som en benhård dusørjæger.
Kultfiguren døde tilsyneladende i “Return of the Jedi”, da monsteret Sarlacc fik fat i ham. Men det er siden kommet frem, at Fett overlevede.
Boba Fett er også en del af den nye “Star Wars”-serie “The Mandalorian”, som handler om en anden dusørjæger, der tilhører samme folk som Fett.
Begyndte med reklamer
Ifølge mediet Variety blev skuespilleren Jeremy Bulloch født i 1945 og begyndte allerede i 1958 sin karriere, da han spillede med i flere reklamer.
I løbet af karrieren havde han roller i film som “Summer Holiday” med Cliff Richard, tv-serien “Doctor Who” og James Bond-filmen “Octopussy”.
På Instagram hylder Daniel Logan, der spillede Boba Fett i “Attack of the Clones” i 2002, sin forgænger i rollen.
– Hvil i fred, legende, jeg vil aldrig glemme alt det, du har lært mig, skriver Logan.
– Jeg vil elske dig for evigt. Konferencerne bliver ikke det samme uden dig. Må kraften for altid være med dig.