Familien: Det døde han af

Det var et hovedtraume, der i januar tog livet af den amerikanske skuespiller Bob Saget, oplyser hans familie

Udgivet Opdateret

Den amerikanske skuespiller og komiker Bob Saget, der i januar blev fundet død på et hotelværelse i Orlando i Florida, døde af et hovedtraume.

Det oplyser hans familie i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Myndighederne har fastslået, at Bob døde af et hovedtraume, lyder det fra hans familiemedlemmer.

- De har konkluderet, at han ved et uheld slog baghovedet på noget, tænkte ikke over det og gik i seng, tilføjer de.

Det fremgår også, at hverken stoffer eller alkohol var involveret.

Tidligere har omstændighederne omkring hans død været ukendte.

Bob Saget her sammen med Olson-tvillingerne tilbage i 2007.
Bob Saget her sammen med Olson-tvillingerne tilbage i 2007.

Hænderne fulde

Den 65-årige Saget var en af stjernerne i den populære sitcom "Full House", der kørte over skærmen i otte sæsoner fra 1987 til 1995.

Han havde den centrale rolle som Danny Tanner, en enlig far til tre piger, som han bestræbte sig på at opdrage assisteret af sin svoger Jesse og vennen Joey.

Herhjemme blev serien også vist under navnet "Hænderne Fulde".

Fra 2016 til 2020 viste streamingtjenesten Netflix en fortsættelse af serien med hovedfokus på en af Dannys døtre, DJ Tanner.

Powered by Labrador CMS