FAKTA: Forstå reglerne om grevinde Alexandras løn
Grevinde Alexandra vil fra 2020 ikke længere modtage ydelse fra staten. En lov dikterer, hvad hun må få.
I 1995 blev Alexandra Christina Manley fra Hong Kong gift med sin prins Joachim af Danmark.
Og med brylluppet fulgte årpenge fra staten.
Også efter skilsmissen har hun modtaget en årlig ydelse.
Fredag meddeler Alexandra i en pressemeddelelse, at hun fra 2020, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år, vil frasige sig ydelsen.
Få et overblik over reglerne for ydelsen her
* Kort efter den kongelige vielse i november 1995 blev der vedtaget en lov – “Lov om årpenge for prinsesse Alexandra” – som beskrev, hvad den nye prinsesse kunne forvente at få udbetalt årligt.
* For prinsesse Alexandra gjaldt det, at hun ville modtage årpenge med et årligt grundbeløb på 1.526.000 kroner.
* Beløbet ville blive udbetalt månedligt og reguleret i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte.
* I loven står der desuden, at hvis prinsesse Alexandra skulle gå hen og gifte sig på ny, så vil årpengebeløbet blive erstattet af en særlig ydelse af samme grundbeløb.
* Prinsesse Alexandra og prins Joachim blev separeret i 2004 og skilt i 2005.
* Efterfølgende gik hun fra at modtage årpenge til at modtage den særlige ydelse, så hun kunne forsørge sig selv og sine børn. Beløbet er blevet reguleret, så det i dag udgør 2,4 millioner kroner.
* Da hun i 2007 blev gift med fotografen Martin Jørgensen, bortfaldt hendes hidtidige skatte- og afgiftsmæssige fordele, og hun mistede muligheden for momsrefusion.
* Fra 22. juli 2020 frasiger Alexandra sig at modtage den særlige ydelse, oplyser Advokat Bjarke Vejby i en pressemeddelelse på vegne af grevinden.
* Ydelsen er ellers livsvarig og kan ikke fratages grevinden uden hendes eget personlige samtykke.
* Når grevinden når pensionsalderen, er det hensigten, at hun skal modtage en pensionsydelse på tjenestemandslignende vilkår. Ydelsen vil ifølge pressemeddelelsen være “langt mindre” end den lovbestemte ydelse.
Kilder: Retsinformation.dk og pressemeddelelse fra advokat Bjarke Vejby på vegne af grevinden.
/ritzau/