Få forklaringen: Kronprinsparret forlader Danmark til november

Kronprinsparret vil fra senere på året besøge Italien sammen med en større dansk erhvervsdelegation.

Kronprinsparret tager til november til Rom i forbindelse med et erhvervsfremstød. Foto: Toru Hanai/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rejser sammen til Rom i Italien.

Det sker til november sammen en større dansk erhvervsdelegation.

Kronprinsparret skal medvirke i erhvervsfremstødet, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den italienske økonomi er eurozonens tredjestørste, og landet er et af Danmarks største eksportmarkeder.

I 2017 var Danmarks eksport til Italien på lidt over 16 milliarder danske kroner og Danmark importerede italienske varer og services for 21 milliarder kroner. De to lande er blandt EU’s største fortalere for frihandel, og Italien er en vigtig handelspartner for Danmark.

Erhvervsfremstødet vil fokusere på, hvordan man i dag kan finde løsninger på udfordringer inden for sundhed, klimaforandringer, vand- og energi, urbanisering og bæredygtig fødevareproduktion, som ikke kun er aktuelle i Italien og Danmark, men i store dele af verden. De fælles udfordringer skaber rum for innovation, nye muligheder og nye partnerskaber på tværs af landegrænser.

Rom fylder år

I år fylder Rom 2.771 år, og siden Romerrigets start har innovation og videnskab været en integreret del af det italienske samfund og erhvervsliv. Allerede i antikken byggede romerne et vandsystem, der forsynede byens bade og fontæner med vand, og (ruinerne af) verdens første hospital findes på Tiber-øen i Tiberfloden i Rom.

Italien står dog i dag – ligesom Danmark – over for en række udviklingsmæssige udfordringer med industriel omstilling kombineret med en voksende ældre befolkning, opretholdelse af velfungerende sundhedssystemer og bæredygtig samfundsudvikling.

Menneske og miljø er centrale omdrejningspunkter for den omstilling og udvikling, som begge lande skal forholde sig til. Det er samtidig en omstilling, hvor Danmark og Italien kan lære af hinanden.

Under erhvervsfremstødet vil kronprinsparret deltage i en række erhvervsaktiviteter som har til formål at styrke relationerne imellem Danmark og Italien og understøtte danske virksomheders position i Italien.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary besøger Rom fra den 6.-8. november.

Powered by Labrador CMS