Erhvervsmand måtte rydde op efter Eurovision

Oprydningen efter den monsterdyre Eurovision i 2014 er blandt de mange opgaver, som erhvervsmanden Peter Højland har løst i en lang karriere. Nu fylder han 70.

Peter Højland kan som fortsat aktiv bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen se tilbage på en imponerende erhvervs- og bestyrelseskarriere, når han 9. juli fylder 70 år.Foto: Bjarne Lüthcke / SCANPIX
Foto: Bjarne Lüthcke / SCANPIX

Udgivet Opdateret

Ilddåben i den erhvervsdrivende fond Wonderful Copenhagen fik han i 2014. Da blev han indsat til opgaven: Ryd op efter de megastore og forargelsesramte budgetoverskridelser efter afviklingen af det internationale melodi grand prix i København i 2014.

Elendig økonomisk styring var før hans tid endt i et stort budgetunderskud på næsten 60 millioner kroner. Plus en stor udrensning i den tidligere ledelse.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den erfarne Højland løste opgaven. Wonderful Copenhagen, der promoverer turismen i København, var bare to år efter tilbage på økonomisk solid grund.

I mange bestyrelser

Driftssikkerhed har været en del af hans aktive, alsidige virke med utallige bestyrelsesposter – heraf mange som formand.

Nogle steder sidder han fortsat, såsom som næstformand i Hjerteforeningen og formand for Soldaterlegatet, der støtter udsatte danske soldater, når de vender hjem.

Lang erhvervskarriere

Bag ham ligger en lang erhvervskarriere i nogle af landets tunge virksomheder, hvor hans systematiske virke har givet pote.

Han var først i et langt karriereforløb ansat i SAS Danmark, som kulminerede med posten som administrerende direktør. Her lærte han at begå sig på direktions- og bestyrelsesgangene.

Siden blev han i 1994 hentet til industriselskabet Superfos som koncernchef for at skabe ro. Han blev kendt som en leder, der leverede varen med fremgang og høje vækstrater. Højland blev set som en af erhvervslivet tunge gulddrenge.

Men i slutningen af 90’erne vendte skuden og vækstraterne. Superfos blev sat til salg.

Højlands forsøg på at forhindre et salg til udlandet endte med at koste ham jobbet på grund af “illoyalitet”. Han blev fyret med et gyldent håndtryk på omkring 15 millioner kroner. Dengang var det mange penge, før fratrædelsesgodtgørelserne siden nåede skyhøjde.

Adjungeret professor

Siden har han brugt sine erhvervserfaring i en lang række bestyrelsesposter, blandt andet som formand i Transmedica Holding, Siemens, Rambøll og som bestyrelsesmedlem i Danske Bank, Danisco, Bikubenfonden og mange andre.

Højland har været medlem af Velfærdskommissionen og er siden 2013 adjungeret professor på Copenhagen Business School (CBS).

Han er gift og har to voksne børn.

Powered by Labrador CMS