Endte som millionær
Henning Dyremose blev en succes i både politik og erhvervsliv, men var også involveret i en magtkamp, der martrede De Konservative i årevis.
En overgang fyldte Henning Dyremose en stor del af mediebilledet i Danmark, men siden han trådte tilbage som topchef for TDC i 2006, har der været bemærkelsesværdigt stille fra hans side.
I stedet har han helliget sig familien, herunder særligt sine børnebørn, som han kan fejre sin 75-års fødselsdag med 22. december.
Artiklen fortsætter under videoen
Som en af de få er Henning Dyremose kommet helt til tops i både det politiske liv og erhvervslivet. Han blev født i Holstebro som sjette barn i en arbejderfamilie, hvor alle skulle bidrage.
Civilingeniør og bartender
Som ung var han et år på high school i magtens by Washington D.C. i USA, og siden læste han til civilingeniør med kemi som speciale, mens han arbejdede som bartender på Dyrehavsbakken.
Det var dog ikke kemien, der trak, men ledelse, som han i 1970 blev konsulent i. Kemien med Elly fejlede dog ikke noget, og de blev gift på kongebrev, idet han endnu ikke var fyldt 21.
Sammen blev de forældre til Charlotte Dyremose, der som sin far blev konservativ folketingspolitiker. Han fik en direktørstilling i det daværende Novo Industri, og i 1979 kom han i Folketinget som konservativ.
Arbejdsminister
I 1986 blev han udpeget til arbejdsminister i Poul Schlüters regering, og han endte med fire år som nidkær finansminister, indtil Tamilsagen kostede de borgerlige regeringsmagten i 1993.
Han lignede i nogle dage den næste statsminister, men De Radikale trak støtten. Han vil af mange blive husket for en magtkamp med Hans Engell, hvilket endte med, at Dyremose trak sig og helligede sig erhvervslivet.
Den hårde kamp mellem de to topfolk martrede De Konservative i årevis og blev inspiration til filmen ”Kongekabalen”, der med 500.000 solgte billetter var den mest sete danske film i 2004.
Tilnavnet “Fyremose”
Siden blev han TDC’s topchef kort efter privatiseringen af telesektoren og gennemførte så mange fyringer, at Dyremose ifølge dagbladet Børsen fik tilnavnet Fyremose.
Efter at have trimmet virksomheden forhandlede han et salg på plads til udenlandske kapitalfonde i det, som Jyllands-Posten har kaldt danmarkshistoriens største virksomhedssalg.
Tocifret millionbeløb
Salget sikrede under stor kritik Henning Dyremose et større tocifret millionbeløb og åbnede for sidste kapitel i hans erhvervskarriere. Han har til TDC’s personaleblad udtalt, at han i mange år var flov over sin fattige baggrund.
Det lader til, at det har ansporet ham til at drive det så vidt, som han har gjort. Han har tidligere nævnt flid, dygtighed og held som hovedårsagen til sin succes.