Endnu et royalt bryllup er på vej: Britisk prinsesse skal giftes

27-årige prinsesse Eugenie skal giftes med sin kæreste gennem lang tid, Jack Brooksbank, annoncerer det britiske kongehus. Dermed kan royale fans se frem til to bryllupper fra den øverste hylde i 2018.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er gang i vielserne for tiden – ikke mindst i de royale rækker.

Bryllupsklokkerne ringer til foråret for britiske prins Harry og amerikanske Meghan Markle, der skal giftes lørdag den 19. maj.

Men allerede til efteråret vil klokkerne igen ringe – for endnu et royalt bryllup er på vej.

Elizabeths barnebarn skal giftes

27-årige prinsesse Eugenie, der er barnebarn til dronning Elizabeth og datter af prins Andrew, skal nemlig giftes med sin kæreste gennem mange år, Jack Brooksbank.

Det skriver flere britiske medier, og historien bekræftes af Buckingham Palace i en officiel udtalelse.

Her er udtalelsen fra kongehuset via Twitter – artiklen fortsætter under billedet:


– Brylluppet vil finde sted i efteråret 2018 i St. George’s Chapel på Windsor Castle, skriver kongehuset, som tilføjer, at flere detaljer vil følge.

Parret blev forlovet under en rejse til Nicaragua tidligere på måneden, oplyser Buckingham Palace desuden på Twitter.

Ottende arving til tronen

Prins Harry og Meghan Markles bryllup finder også sted i St. George’s Chapel i Windsor Castle, der ligger ved kongeslottet Windsor vest for London.

Prinsesse Eugenie er nummer otte i rækken til tronen.

Hun er den anden datter af prins Andrew og Sarah Ferguson, der er hertuginde af York.

Se flere opslag fra kongehuset på Twitter her:



Powered by Labrador CMS