Endestationen: De røg ud
Fem par blev til fire, og det blev et farvel til Neel Rønholt, der misser semifinalen på fredag.
Konkurrencen spidsede til i fredagens udgave af “Vild med dans”, da der blev kæmpet om en plads i semifinalen.
I omdansen skulle tv-værten Christopher Lessø og partneren Karina Frimodt dyste mod skuespilleren Neel Rønholt og hendes partner Michael Olesen.
Og det blev et farvel til Rønholt og Michael Olesen, som dermed har danset deres sidste dans.
Dermed er der kun fire par tilbage, og de skal næste fredag dyste om de tre eftertragtede finalepladser i showet.
Forud for omdansen og afgørelsen var danseparrene på gulvet i stilarterne quickstep, slowfox og rumba. Til slut var alle deltagerne på gulvet i en maratondans.
Der blev også skrevet historie i fredagens program. Det er nemlig første gang i den danske udgave af “Vild med dans”, at den specielle dans Carolina Shaq Dance blev fremført.
Dansen har sin oprindelse i USA, og deltagerne blev prikket ud én efter én indtil et par stod tilbage.
Derfor var der hentet ekstern ekspertise ind til aftenens program, da en ekspert fra USA skulle undervise både de professionelle samt nydanserne. Det var Jakob Faurby og Silas Holst, som kunne lægge fem point til deres i forvejen 37, da de var sidste par på gulvet.
Parret var også de første til at danse i aftenens program i en quickstep. Dansen overaskede alt og alle, da parret dansede med bind for øjnene for at vise, at kærlighed skal ses med hjertet og ikke med øjnene.
Det budskab rørte dommer Anne Laxholm.
– Det er meget sjældent, at jeg bliver rørt af en quickstep, men det gjorde jeg i aften. Jeg er næsten tabt for ord, lød det fra Anne Laxholm efter dansen.
Det var dog sangerinden Coco O og hendes dansepartner Morten Kjeldgaard, der var det eneste par, der scorede maksimum point fra dommere.
I den anden ende af pointskalaen blev modellen Oscar Bjerrehus og partneren Asta Björk ikke honoreret særligt højt for deres bud på en slowfox, da dommerne gav dem 28 point.
Programmet sendes fredag aften klokken 20.00 på TV2.