En sportslig gentleman fylder 60

Hans Nielsen, der 26. december fylder 60 år, er Danmarks mest vindende speedwaykører. Efter 17 års pause vendte han i 2016 tilbage til sporten som landstræner.

Hans Nielsen blev individuel verdensmester i speedway i 1986, 1987, 1989 og 1995, inden han indstillede sin aktive karriere i 1999. Foto: Sportxpress/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Både Ole Olsen, Erik Gundersen og Nicki Pedersen har skrevet sig ind i speedwayhistorien med hver tre individuelle VM-titler, men alle bliver de overgået af Hans Nielsen.

Vendelboen, der 2. juledag fylder 60 år, nåede i sin aktive karriere at vinde fire individuelle VM-titler og 22 VM-titler i alt, når man tæller hold- og par-mesterskaber med.

Artiklen fortsætter under videoen 

Det gør ham til Danmarks mest vindende speedwaykører gennem tiderne.

Hans Nielsen indstillede sin aktive karriere for 20 år siden og helligede sig familielivet.

Han havde brug for en pause og at lave noget andet efter en lang karriere og 23 år som professionel.

Pausen blev blandt andet brugt på at spille golf med børnene, og i dag er datteren, Daisy Nielsen, professionel golfspiller.

Blev sulten igen

I 2016 vendte han igen tilbage til den sport, der havde givet ham så mange succeser.

Han blev præsenteret som ny speedwaylandstræner – et job, han stadig har i dag.

– Appetitten er vendt tilbage.

– Hvis det skulle være, så var det også ved at være tid. Så jeg ikke kom alt for langt væk fra min karriere. Jeg føler stadig, at jeg kan komme med mange gode idéer, sagde han i 2016.

Hans Nielsen var kendt for sin elegante, rolige stil på motorcyklen, og også uden for banen var han vellidt som et afbalanceret og imødekommende menneske.

Derfor er det også svært – for ikke at sige umuligt – at finde nogen, der kan sige noget grimt om manden, der blandt andet er portrætteret i bogen “Speedwayens gentleman”.

Hans Nielsen blev i 2011 optaget i sportens hall of fame.

Powered by Labrador CMS