En komplet misforståelse

Xenia Lach-Nielsen understreger, at hun ikke er stedfortræder for den frafaldne revystjerne Søs Egelind

Offentliggjort

Efter at være blevet præsenteret som en af stjernerne i årets Tivolirevy, valgte Søs Egelind pludselig at trække sig, da hun erkendte, at projektet alligevel ikke var noget for hende.

Flere medier udnævnte derefter revyens sanger Xenia Lach-Nielsen til hendes afløser, men det afviser hun blankt.

- Det er en komplet misforståelse. Jeg har været med hele tiden som sanger, og er ikke stedfortræder for Søs Egelind. Det er der nemlig ikke nogen, der kan være, sagde den 53-årige skuespiller og sanger til Kendte.dk ved tirsdagens pressemøde i Glassalen.

Udover rollen som sanger medvirker hun også i et par gakkede numre.

Samme form for humor

- Det er første gang, jeg laver revy, men jeg har spillet komiske roller i musicals før, sagde hun og fortsatte:

- For mig handler det meget om, hvilken humor der bringes i spil. Jeg har samme form for humor som Linda P (kreativ chef på revyen, red.), og vi har tidligere spillet sammen - vi svinger rigtig godt, understregede hun.

Sanger og skuespiller Xenia Lach-Nielsen

Xenia Lach-Nielsen er gift med skuespilleren Peter Gantzler, og hun glæder sig over stemningen i ensemblet.

- Det er utroligt rart og sjovt at være her. Det er et fantastisk hold, forklarede hun.

Før Tivolirevyen lukker i august, skal Xenia dog allerede begynde prøverne til musicalen 'Chess' på Det Ny Teater.

- Det bliver en lidt presset periode, men det er min yndlingsrolle som Florence. Det er et ekstremt krævende parti, men også vanvittigt tilfredsstillende, når det lykkes, sagde hun.

Xenia Lach-Nielsen sammen med skuespillerne Thomas Warberg, Kurt Ravn og Linda P.
Powered by Labrador CMS