En helt særlig prins fylder 70: Dansk kronprinspar blandt prominente gæster
Prins Charles fylder 70, og i den forbindelse deltager det danske kronprinspar i en helt særlig middag.
Prins Charles vil, når han en gang bliver regent, blive den ældste regent i 1000 års monarki-historie. Den evige toer fylder onsdag den 14. november 70 år, og i den forbindelse er han vært ved flere fejringer i løbet af dagen, skriver internationale medier.
Blandt andet holdes en reception, hvor 70 særligt indbudte gæster hyldes ved et te-selskab. Alle 70 personer er inspirationskilder, og de er alle ligeledes blevet 70 år i 2018, skriver australske ABC.
Efterfølgende sker en privat fejring med reception og middag, hvor gæsterne er venner og familie. Gæstelisten er ifølge britiske Express holdt hemmelig, da det er en privat begivenhed, som Prins Charles’ mor dronningen står for.
Alligevel er der nogle navne, der allerede med sikkerhed er bekræftet som gæster ved den store glimmer-fest, og det er med dansk islæt.
På Kongehusets hjemmeside står det nemlig, at det danske kronprinspar – Mary og Frederik – allerede har bekræftet, at det har takket ja til invitationen om at deltage. Ifølge Express er kronprinsparret gode venner med Charles’ to sønner William og Harry. Sidstnævnte mødtes i sommeren med Kronprins Frederik ved Invictus Games, som Harry har startet.
Kongehuset oplyser, at middagsselskabet finder sted klokken 20 i Buckingham Palace i London.
Som en særlig gerning i forbindelse med den runde fødselsdag har prinsen fået taget to nye officielle familiefotos. Dem kan du se i galleriet her over.