En af verdens største musikere er død

Medstifter af bandet Kraftwerk Florian Schneider er død af kræft i en alder af 73 år.

Florian Schneider – medstifter af Kraftwerk – er død, 73 år gammel. Foto: John MACDOUGALL/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Florian Schneider, der var en af de stiftende medlemmer af det tyske kultband Kraftwerk, er død.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian og musikmediet Billboard.

Florian Schneider døde af kræft i en alder af 73 år.

Artiklen fortsætter under videoen

I 1970 startede han bandet Kraftwerk sammen med Ralf Hütter, og de blev sammen med resten af bandet pionerer inden for elektronisk musik og har inspireret utallige bands i adskillige musikgenrer gennem tiden.

Schneider, der tog sig af blandt andet synthesizer, vocoder, fløjte, saxofon og sang i bandet, forlod Kraftwerk i 2008.

I sin tid i bandet udgav det 10 albums, blandt dem det kendte ‘Autobahn’, der i 1975 nåede op på en femteplads på Billboards top 100-liste.

Kraftwerk vandt også en Grammy i 2017 for ‘3-D The Catalogue’ og fik i 2014 en pris for sin lange indsats for musikken.

Kort tid før Schneiders død annoncerede Kraftwerk en 50 års jubilæumsturne. Den blev dog aflyst på grund af corona-pandemien.

Powered by Labrador CMS