En af de mest alsidige skuespillere er død
Efter flere års sygdom.
Skuespilleren Joseph Campanella er død efter i årevis at have døjet med den frygtelige sygdom Parkinsons sygdom. Det oplyser hans kone ifølge amerikanske New York Times. Døden indtraf onsdag, og den alsidige skuespiller sov ind i sit hjem uden for Los Angeles. Han blev 93 år.
Selv om Campanellas karriere tog fart allerede i 1950’erne, så vil mange TV-seere kende ham fra de ekstraordinære serier her hjemme kendt som Glamour og Horton-sagaen. Førstnævnte havde han en løbende rolle i gennem årene 1996 til 2005. Desuden spillede han også politikaptajn Ralph Lee i den populære og til tider uhyggelige serie Flygtningen.
Campanella var ifølge New York Times kendt som en særdeles alsidig skuespiller, der ud over TV-roller som læge, advokat, forbryder, betjent og dommer i 1960’erne også gjorde sig på de ægte skrå brædder, da han medvirkede i en række skuespil på Broadway.
Nærmest som en fed understregning af alsidigheden var en af Josephs senere TV-roller i et afsnit af Star Trek: Voyager. Den sidste var som statist i politi-serien CSI.
Ifølge Internet Movie DataBase er Campanella krediteret som skuespiller i 194 forskellige roller gennem sin 50 år lange karriere. Den sidste som Emil i Asif Ahmed-filmen Lost Dream fra 2009.
Foruden sin kone overleves Campanella af sine sønner Philip, Robert, Joseph Jr., Dominic, Anthony, John og Andrew og i alt otte børnebørn. Joseph Campanellas bror, Frank, der også var skuespiller, døde selv i 2006.