En ægte ridder

En af Englands store fotografer, Don McCullin, fylder 85 år. Han startede blandt Londons bander, dækkede et utal af krige og har nu kastet sig over landskaber.

Den berømte britiske fotograf Don McCullin fylder 85 år den 9. oktober. I 2017 blev han slået til ridder for sin store betydning for sit land. (Arkivfoto) – Foto: John Stillwell/Reuters.
Offentliggjort Sidst opdateret

Få har set så meget nød og lidelse som Don McCullin, der 9. oktober fylder 85 år.

Endnu færre har set og fanget det gennem linsen på sit trofaste Nikon-kamera, der gennem mere end 50 år både har bragt den britiske fotograf i livsfare og reddet ham fra den visse død.

Artiklen fortsætter under videoen

Kunstmuseet Tate Modern i London udstillede tidligere i år McCullins karakteristiske sort-hvide fotos.

Her kunne publikum se fotos fra hans unge år, hvor han i 1950’erne blandt andet fotograferede bandemedlemmer fra Londons hårde East End.

Mest berømt er dog nok hans billeder fra en stribe krige i både Vietnam, Cambodia, Mellemøsten, Nordirland og en stribe afrikanske lande.

Don McCullin rejste fra midten af 1960’erne og tyve år frem til verdens brændpunkter og dokumenterede krigshandlinger og de altid medfølgende civile lidelser og sultkatastrofer.

Mere end en enkelt gang var han selv i overhængende fare, og helt tæt på kom det i 1968 i Cambodia.

Her blev han beskudt med et AK47-gevær, men ved et lykketræf ramte projektilet hans spejlreflekskamera, der dermed formentlig reddede hans liv.

– Jeg har risikeret livet utallige gange og er røget på hospitalet med både forbrændinger og skudsår, har han sagt i et interview med magasinet Radio Times.

I interviewet gav han også et bud på, hvorfor han er lykkedes med at leve til en høj alder.

– Jeg har sådan nogle reptiløjne, der både kan se bag mig og foran mig. Jeg prøver hele tiden at holde mig i live.

Når Don McCullin ikke har haft travlt med at dokumentere krige, har han typisk rettet linsen mod de fattigste og mest forarmede dele af sit hjemland.

I de senere år har han i stigende grad kastet sin kærlighed på det britiske landskab, der mere og mere er blevet hans nye arbejdsfelt.

Især landskabet omkring sit hjem i Sommerset i det sydvestlige England er nu blandt den aldrende fotografs yndlingsmotiver.

Don McCullin blev i 2012 portrætteret i dokumentarprogrammet “McCullin”, hvor han direkte til kameraet fortæller om sine oplevelser som krigsfotograf.

Powered by Labrador CMS