Elsket skuespiller død efter kort tids sygdom
Han spillede med i mere end 160 produktioner og er blandt andet kendt fra tv-succes'erne "Herskab og Tjenestefolk", "Coronation Street" og "Where The Heart Is". Nu er han død i en alder af 83 år.
TV-skuespilleren Keith Barron er død efter kort tids sygdom. Han blev 83 år.
Mange ældre læsere vil kunne huske ham fra briternes svar på Matador – tv-succes’en “Herskab og Tjenestefolk”, der også blev vist i Danmark.
Det var dog i rollen som David Pearce – i Yorkshire Televisions sitcom “Duty Free”, som løb fra 1984 til 1986 – at Keith Barron for alvor slog igennem.
Gift gennem 58 år
– Keith har haft en lang og varieret karriere, der også omfattede Dennis Potters “The Nigel Barton Plays”, som han var utroligt stolt af, fortæller agenten til The Sun.
Den britiske skuespiller efterlader sig sin hustru gennem 58 år, Maria, samt deres søn Jamie, der også er skuespiller.
Sammenlagt var Keith Barron med i mere end 160 forskellige produktioner, ifølge filmdatabasen Imdb.com.
Mødte konen i Sheffield
Keith Barron stammer fra Mexborough i South Yorks. Han tjente i Royal Air Forces inden han skabte sig sin skuespillerkarriere.
Den blev indledt i det tidligere Sheffield Playhouse, hvor han også mødte sin kone, scenedesigner Mary Pickard.
Senere flyttede parret til London, hvor Keith Barron for alvor fik fart på skuespillerkarrieren.
Skuespilleren var syg i en kort periode, inden han onsdag døde i London.