Elsket Rap fyr i L.A.-skuespiller død
Den amerikanske skuespiller John Wesley døde søndag efter en længere kamp mod kræft.
Den 72-årige John Wesley mistede søndag livet efter længere tids sygdom. Han led af kræft i blodet, hvilket skabte nogle komplikationer, som skuespilleren søndag døde af. Det skriver Daily Mail.
John Wesley var en aktiv skuespiller med flere end 100 film- og tv-projekter på CV’et ifølge IMDb.
Dog er han måske mest elsket og kendt for sin birolle i Rap fyr i L.A.
Døde af komplikationer
Søndag bekræftede John Wesleys familie og manager, at skuespilleren var død. Han blev 72 år.
Familien forklarede, at han døde af komplikationer i forbindelse med diagnosen myelomatose, som også kaldes knoglemarvskræft.
– John Wesley var en gave for verdenen. Hans venlighed og gratie er uddødeliggjort i hans værker, der inkluderer teater, tv og film. Jeg er sønderknust over at have mistet en meget kær ven i dag, skrev skuespillerens manager Gerry Pass i en pressemeddelelse, da nyheden kom ud.
Artiklen fortsætter efter videoen
John Wesley efterlader sig sin kone, sin mor, sine tre børn og børnebørn.
Massevis af roller
Når man skimmer listen over John Wesleys arbejde, toner der mere end 100 værker op bare indenfor tv og film.
Men han er nok mest kendt for sin medvirken i Rap fyr i L.A., hvor han spillede Dr. Hoover.
I 1991 spillede han Dr. Hoover, der var far til en pige, som Will, spillet af Will Smith og Carlton, spillet af Alfonso Ribeiro, finder ud af mobber Ashley, der er Carltons lillesøster.
Arbejdede i 2019
Hans karriere bestod mestendels af biroller i forskellige tv-serier, der som oftest kun var med i et afsnit med få undtagelser.
Foruden Rap fyr i L.A., har han også spillet med i Melrose Place, Frasier, Cold Case og Baywatch.
John Wesley arbejdede helt indtil 2019, hvor han var med i en kortfilm. Året før havde han en rolle i NCIS og én i filmen Holly Day.