Elendig lyd i Parken: Anmeldernes dom over Guns N’ Roses-koncert
Guns N' Roses virkede veloplagte, men lyden i landets nationalarena ødelagde oplevelsen, mener anmeldere.
Rocklegenderne fra Guns N’ Roses havde svære betingelser, da Axl Rose, Slash og resten af bandet lagde vejen forbi Telia Parken tirsdag aften.
En ellers veloplagt optræden af de aldrende rockikoner blev ødelagt af den dårlige akustik i landets nationalarena.
Sådan lyder vurderingen blandt flere af landets musikanmeldere.
Thomas Treo: -Rædselsakustik
Hårdest er kritikken fra Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo, der fælder en hård dom over lyden i Parken.
– Genopstandne Guns N’ Roses har igen fået appetit på destruktion. Og det havde Parken desværre også, så verdensstjernerne fra Los Angeles blev seneste prominente offer for nationalstadionets udskældte rædselsakustik, lyder det blandt andet.
Anmelderen fremhæver ellers den efterhånden 55-årige forsanger Axl Rose, hvis karakteristiske “rundsav af en stemme” stadig er intakt.
Ekstra Bladet kvitterer med to stjerner.
BT giver fire stjerner
BT’s anmelder havde en bedre aften i Parken. Han belønner bandets første stadionkoncert i Danmark siden 1993 med fire stjerner.
Det skyldes ikke mindst guitaristen Slash, der var med til at markere et band, “der en gang for alle var kommet for at tømme banken og understrege sin betydning i hardrockens historie”.
Men Parkens dårlige lyd ødelagde alligevel til dels oplevelsen for BT’s anmelder.
– Intentionerne var noble. Modsat lyden i den omstridte nationalarena. McKagans bas var næsten uhørlig og slet ikke i sync eller swing med trommeslageren. Axl Roses ellers vidtfavnende vokal lød som, når naboen leger med sin skærebrænder i sit bilvrag.
Også Berlingskes anmelder ærgrer sig over lyden. Desuden var bandets sætliste lige lovlig lang. Derfor nøjes avisen med tre stjerner til koncerten.
Jyllands-Posten: -Grim lyd og endeløst solo-lir
Samme dom falder i Jyllands-Posten, som skriver, at “grim lyd og endeløst solo-lir” trak en ellers usnobbet arbejdsmoral hos bandet ned.
Musikmagasinet Gaffas anmelder slutter sig til sine kolleger.
– Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er helt alene med min oplevelse i aften: At det var fedt at (gen) høre Guns N’ Roses. Men så var det heller ikke vildere, skriver magasinets anmelder, der kvitterer med fire ud af seks stjerner.
/ritzau/