Ekspert: Charles får ny titel – ikke tronen
Rygterne om, at dronning Elizabeth abdicerer, bliver slået hen af en royal ekspert. Hun har en anden løsning.
Nogen ville mene, at tiden er inde – måske har den endda været det længe – til, at dronning Elizabeth frasiger sig tronen. Den 93-årige har været Storbritanniens overhoved siden 1953, hvor hun overtog efter sin far.
Der kunne argumenteres for, at hun har sat sit aftryk, og dermed sagtens kan abdicere, så tronen videregår til sønnen, prins Charles.
Men det er en royal ekspert overbevist om, at det ikke sker. Det skriver Express.
Abdicerer ikke
Indenfor de seneste år har monarker flere steder i Europa abdiceret fra tronen. Heriblandt den spanske konge Juan Carlos.
Det har naturligvis fået rygterne til at svirre om, at en af de ældste monarker i verden, dronning Elizabeth, har tjent sin pligt og sagtens ville kunne overlade tronen til den næste i rækken.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Men ifølge den royale kommentator Moniek Bloks, så er der ikke den store sandsynlighed for, at det sker i Storbritannien.
Ny titel
Hun tror dog på, at der godt kunne ske en ændring i det britiske kongehus indenfor kort tid.
I stedet for at dronningen abdicerer, tror den royale ekspert, at dronning Elizabeth tilbyder sin søn, prins Charles, en ny titel.
– Jeg tror, at hvis der sker noget, så er det mere sandsynligt, at hun vil gøre Charles til regent i stedet for at abdicere, siger hun i podcasten Royal Central.
Det betyder titlen
I Danmark er regenten den, som leder landet. Og sådan skal titlen som regent egentlig også forstås i Storbritannien.
Det betyder, at prins Charles ville skulle varetage alle de opgaver, som dronning Elizabeth på nuværende tidspunkt varetager.
Men forskellen er, at han ikke vil blive kronet før, dronning Elizabeth dør.
Det er sket en gang før i den britiske historie, hvor kong George den fjerde varetog sin fars, kong George den tredje, opgaver, men uden at være blevet kronet. Det foregik mellem 1811 og 1820.