Eks-præsident flyttet til intensivafdeling

Ekspræsidentens tilstand betegnes som stabil efter lægeligt indgreb. Også Barbara Bush er blevet indlagt.

Ekspræsidentens tilstand betegnes som stabil efter lægeligt indgreb. Foto: KEVIN LAMARQUE/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush er blevet flyttet til intensivafdelingen på et hospital i byen Houston.

Ekspræsidentens tilstand skulle dog være stabil, oplyser hans kontor i en pressemeddelelse.

Fik et ildebefindende

Bush blev tirsdag indlagt efter at have fået et ildebefindende. Senere fik han akutte problemer med sine luftveje, og lægerne var nødt til at foretage et “indgreb”, der krævede bedøvelse. Han ligger nu til observation.

Vejrtrækningsproblemerne skyldes lungebetændelse, skriver kontoret.

Hustru er også indlagt

Også George H.W. Bushs hustru, Barbara Bush på 91 år, er onsdag blevet indlagt. Det er sket ud fra et forsigtighedsprincip, da hun har oplevet træthed og hoste, lyder det.

George H.W. Bush er 92 år. Han var præsident fra 1989 til 1993. Det var i den periode, at USA indledte Golfkrigen efter Iraks fremmarch i nabolandet Kuwait.

Bush var republikansk vicepræsident i otte år under præsident Ronald Reagan, før han selv blev valgt til posten. Men han fik aldrig en anden embedsperiode, da han tabte til Bill Clinton.

Hans ældste søn, George W. Bush, blev senere præsident og sad på posten fra 2001 til 2009.

Fald gav brud i nakken

Den ældre Bush blev i 2015 indlagt med et brud i nakken, efter at han var faldet i familiens hus i Kennebunkport.

Sidste år blev han indlagt med vejrtrækningsproblemer, og han blev udskrevet nogle dage senere.

Bush har siddet i kørestol de seneste år, og han har i meget begrænset omfang optrådt offentligt, siden han blev 90 år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS