Efter fem års tavshed: Nyt album med Kim Larsen er ude
Fredag udkommer Kim Larsen med sit første album i flere år. Det modtager fire og fem stjerner i flere aviser.
Danmarks nationalklenodie Kim Larsen er ude med et nyt album. Fredag har han tilføjet endnu et album til sin lange karriere, og albummet bliver modtaget med mange rosende ord fra anmelderne.
Den 71-årige sangskrivers nye album “Øst for Vesterled” med 12 sange modtager fire og fem stjerner i flere af fredagens aviser.
Musikalsk overskud
I Jyllands-Posten får Kim Larsen, der spiller med backingbandet Kjukken, fem stjerner. Avisens anmelder kalder albummet, der er hans første i fem år, for et af de mest overbevisende i en årrække.
– Der er noget afklaret og målrettet over pladens samlede udtryk, og så oser albummet af musikalsk overskud og poetisk legestue.
– Der spilles blandt andet sange, der er præget af folkemusik, country, både pæn og grim rock samt pop, skriver avisen.
Intet nyt er godt nyt
På Kim Larsens nye album er intet nyt godt nyt, lyder titlen på Politikens anmeldelse, hvor sangeren får fire stjerner.
– I Larsens verden mindes man frk. Petersen inde ved siden af, der lignede Marlene Dietrich, og takker gnavent nej til rumrejser mod fjerne planeter.
– Og hans sange følger de gammelkendte opskrifter og går den direkte vej hen til det smittende omkvæd. Nogle gange i countrytrav, andre gange slingrende som en sømandsvise, skriver Politiken.
Musik med hjerte og sjæl
Jydske Vestkystens anmelder er ligeledes begejstret og kvitterer med fem stjerner:
– Det er håndspillet musik med hjerte og sjæl. Ikke altid lige ekvilibristisk udført, men med en sprudlende charme, skriver avisen.
Sammenligner album med gamle slidte bukser
Information vurderer ikke albummet med stjerner, men sammenligner det nye album med et par gode gamle bukser, der er godt slidte, men så behagelige at gå i, at det er lige meget, hvad omgivelserne mener om dem.
– Der er i det hele taget tale om et af de bedste udspil fra den kant siden “7-9-13”, der som bekendt er fra 2003, skriver anmelderen.
Albummet sang for sang
Her får du overblikket over alle sangene på det nye album.
Moder Jord
Klassisk popsang fra Kim Larsen, som allerede er blevet luftet på den sidste turne gennem det danske land. Tiderne er ikke just blevet mere fremkommelige for Moder Jord og hendes beboere – os. Så den melankolske og melodisk stærke hyldest er mere på sin plads end nogensinde.
Hvad Mon De Siger
Fin eftertanke til fremtiden. Jo, jo, den slags kan man godt have forlods, hvis man er Kim Larsen & Kjukken, der her lufter ud i en ballade med filosofi, tilsat smukt herrekor og overvejelser om, hvordan man vil se på os med vores tro, stenalderbiler og noget så gammeldags som bøger ad åre.
Vinternat
Her vandrer hovedpersonen i sangen ud i den ensomme vinternat. Hverken sanseligheden eller poesien er frosset til for ham i denne perle om livets og kærlighedens cyklus, der spankulerer ind i varmen til livets buldrende pejs som en stolt rocksang flankeret af velklingende guitarer.
Den Lige Vej
Her tager Kim Larsen det helt store favntag med livet og døden. Ærligt, nøgternt og personligt – men selvfølgelig også med et skævt smil: ’Når mit regnskab det skal gøres op/tror jeg nok Vor Herre får en prop’. I Larsens dans med døden, må selv manden med leen vist trække på smilebåndet og nynne med på omkvædets ’du-du-du’.
En Gammeldags Mand
Larsen har besunget tidernes gang og sædernes forfald mange gange før. Men vist aldrig med et så humoristisk og elegant vrid som her, hvor forgængeligheden dog også stikker sit sande ansigt frem og bider ind til sangens kant med tidens tand.
Nostalgi
Nostalgi kan også være optimistisk i en dejlig popsang som den her. Sangen er en indlysende opfordring til at tage endnu en dans i Dansetten, som sangens hovedperson ser tilbage på gennem sin gamle scrapbog. ’Og hun ved hun skulle lade være, drømme de er kun til besvær’, som Kim Larsen synger. Ak ja, måske sandt, vi skal leve i nuet og se frem. Men den her sang lyder som et af de lydelige hjertesuk, vi alle ind i mellem må slippe, når tankerne helt af sig selv søger tilbage, hvilket med så fin en melodi kan give præcis den glæde, der bringer os videre!
All The Things We Said
Det er lige før man ønsker, at Kim Larsen atter indspillede et helt album på engelsk igen, når man hører denne ballades fine konstatering af, at forsoning følger skænderi dér, hvor kærligheden bor. Tematisk er der tale om en musikalsk opdatering af ’Kvinde min’, tilsat en prægtig, ublufærdig musikalsk hyldest af ingen ringere end The Beatles. Smukt spillet hjem af Kjukken.
Kongen Er Død
Dramatisk, teaterpræget vise med fuldt fræs på kazooen (også kendt som Freddy Fræk-fløjten) om den vellidte, humane konge, der selv grinede højest ’når vittighedstegnerne de sværtede ham til’, men som alligevel måske fældede en tåre bag den lukkede dør. Psykologiske skitser til et selvportræt, selv om Larsen naturligvis aldrig ville titulere sig selv som konge.
Fri Som En Fugl
Med ’Fri som en fugl’ rocker Larsen & Kjukken stilfuldt i en kontrolleret offensiv på denne fine hyldest til fantasien, der svarer igen på bomber, konflikter og død ved at konstatere: ’De kan alligevel aldrig ramme din sjæl’. Funklende og i smuk harmoni tør Larsen og bandet synge selv Knokkelmanden imod, for det at dø kræver nemlig også fantasi: ’At kaste livets lænker og slippe sjælen fri’.
Damen Inde Ved Siden Af
Tressernes musik er en evig inspirationskilde for Kim Larsen. Således også her i hyldesten til den frøken Petersen, der engang gjorde den unge nabosøn helt ør af jalousi og begær og som stadig indtager gaden i ’stiletter og gangstativ’. En liflig hyldest til kvinden i alle drenges drømme og en musikalsk lille suite til tressernes beatmusik.
Stille Og Roligt
Musikalske hilsner til Buddy Holly, George Michaels ’Faith’ og et listigt sideblik tilbage på Larsens egen klassiker ’Blip Båt’. Som manden synger: ’Det er ufatteligt at verden går sin gang, mens jeg sidder her og synger den samme sang’. Det skal naturligvis ikke tages bogstaveligt, for som altid, når han er bedst, formår Kim Larsen at indfange livets store spørgsmål i helt enkel musik, der swinger og svajer som en af landevejens riddere, der endelig rammer en anstændig bar.
/ritzau/