Efter begravelsesbombe: Nu genforenes regentparret
Dronningen rejser til Frankrig for at holde ferie sammen med prins Henrik, der i sidste uge meddelte, at han ikke ønsker at blive begravet med dronningen.
Prins Henriks udmelding om, at han ikke ønsker at blive begravet sammen med sin hustru, dronning Margrethe, har givet genlyd verden over.
Men nu tager det danske regentpar en pause fra avisforsider og debat om den kontroversielle beslutning.
Det skriver BT.
Kongehuset bekræfter over for avisen, at dronningen tirsdag rejser til Sydfrankrig, hvor prins Henrik i forvejen holder ferie på vinslottet Chateau de Cayx.
Majestæten kan dermed tage sig et pusterum fra de royale pligter ind til 23. august, hvor hun ifølge avisen igen vender tilbage til Danmark.
Første møde siden nyhed kom ud
Prins Henrik har ferieret i det sydfranske siden midten af juli. Det er normalt tradition, at regentparret nyder den franske sommersol sammen på vinslottet.
Genforeningen mellem dronning Margrethe og prins Henrik bliver den første, siden kongehuset i den forgangne uge meldte ud, at prinsen ikke ønsker at blive stedt til hvile sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke.
Den kongelige familie er indforstået med den kontroversielle beslutning, der bryder den flere hundrede år gamle traditionen for, at danske regentpar begraves sammen.
/ritzau/FOKUS