Duo løfter stor opgave
Iben Hjejle og Signe Lindkvist skal stå i spidsen i Svendborg
Når dansk film endnu en gang skal hædres og hyldes af seere og biografgængere ved uddelingen af Svend Prisen 2025, bliver det et dynamisk par bestående af Iben Hjejle og Signe Lindkvist, der skal guide publikum gennem aftenen i det sydfynske.
Det afslører filmfestivalen Svend Filmdage i en pressemeddelelse.
- Vi er både stolte og glade over at få lov til at være værter ved Svend Prisen 2025. Der er så meget vild kreativitet i dansk filmkunst lige nu, og det fortjener at blive hyldet med manér, siger Iben Hjejle og Signe Lindkvist og fortsætter:
Glemmer de aldrig
- Vi lover at gøre os umage, holde stemningen høj og skabe en aften fuld af grin, kærlighed og kæmpe kærlighed til dem, der fortæller de historier, vi aldrig glemmer, lyder det fra de to entertainere.
Iben Hjejle er selv kendt fra både film og tv, hvor hun blandt andet har spillet krimijournalisten Dicte i serien af samme navn, mens at Signe Lindkvist i over 30 år har produceret tv. Hun står blandt andet bag DR's børnekanal, Ramasjang.
De to har tidligere arbejdet sammen som værter på podcasten "Sitter", som de havde sammen fra 2018 til 2024.

Kulsort tilgang
Her talte Iben Hjejle og Signe Lindkvist om "stort og småt", og de delte en "til tider kulsort, humoristisk tilgang" til, hvad livet bød dem.
Nu skal de sammen uddele priser for Årets Danske Film, Årets Udenlandske Film, Årets Danske Børnefilm, Årets Udenlandske Børnefilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-Dramaserie, Årets Danske Skuespiller I En Tv-Dramaserie og Hædersprisen.
Det er en jury, der udvælger et felt af nominerede med afsæt i de bedst sælgende film og de mest sete serier i det forgangne år. Men hvem der til syvende og sidst skal løbe med statuetterne er op til danskerne.
Spændingen indfris, når Svend Prisen torsdag 28. august løber af stablen i den sydfynske by Svendborg.
Iben Hjejle har figureret på den danske film og tv-scene siden 1996, og i 2009 modtog hun prisen for Årets Kvindelige Skuespiller ved den pågældende Svend-uddeling for sin rolle i filmen "Flugten". Hun er i øjeblikket aktuel i TV 2-serien "Løgnen". (Arkivfoto). - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Signe Lindkvist har mere end 30 års erfaring inden for tv, teater, radio og show. Derudover har hun været programredaktør for flere kendte programmer, som for eksempel "Toppen af poppen" og flere børne- og ungdomsprogrammer. (Arkivfoto). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix