Dukkede pludselig op live i ‘Vild med dans’

Det britiske TV-publikum fik sig en artig overraskelse, da prins Harry pludselig dukkede op live i 'Vild med dans'.

Offentliggjort Sidst opdateret

Såfremt fans af BBC TV-programmet ‘Strictly Come Dancing’, der svarer til det, vi herhjemme kender som Vild med dans, ikke var klar over det før, så ved de det nu. Blandt årets mandlige deltagere er der en god ven af prins Harry.

Det kom med alt tydelighed frem under udsendelsen lørdag aften den 14. november.

Artiklen fortsætter under videoen

For pludselig dukkede prins Harry i et gevaldigt humør op live i en videoforbindelse fra sit hjem i Californien, USA, med en hilsen til J.J. Chalmers. Han er med i konkurrencen, hvor han danner par med Walisiske og professionelle Amy Dowden.

Det skete angiveligt i et skifte mellem to danse. I hvert fald var en noget overrasket J.J. Chalmers aldeles casual klædt i shorts og t-shirt da opkaldet kom.

“Dejlig kulør JJ! Da jeg første gang mødte JJ, var han en skygge af sit tidligere jeg. Men at se dig stråle under Invictus Games legene og blive dig selv igen, var begyndelsen på en enestående rejse,” sagde Harry og fortsatte:

“Du efterlader virkelig et indtryk i offentligheden i dine stramme, blå shorts. Det bliver bare ikke bedre.”

Harry afsluttede samtalen i en mere alvorlig tone og med en hyldest til sin ven.

“Jeg er virkelig stolt af dig. Selvom du ikke er danser, er du beviset på, at man kan få succes med hvad end man sætter sig for at gøre. Det er mageløst,” sagde han.

J.J. Chalmers har en fortid i Storbritanniens væbnede styrker og blev alvorligt såret af en bombe under aktiv tjeneste i Afghanistan i 2011. Han og prins Harry mødtes i forbindelse med Invictus Games, der er en slags OL for veteraner og som er blevet til på initiativ af prinsen.

J.J. Chalmers har været med ved Invictus Games af flere omgange. Først som aktiv deltager og holdkaptajn for sit land og siden som TV-kommentator under konkurrencerne.

Powered by Labrador CMS