Dropper sweateren

Hvem slog Salma ihjel? Det skal den arabiske udgave af DR-dramaet "Forbrydelsen", "Mounatef Khater", nu til at opklare

Udgivet Opdateret

Hvem dræbte Nanna Birk Larsen?

Det spørgsmål stillede danske tv-seere sig selv, da den første sæson af "Forbrydelsen" fik premiere på DR i 2007 med Sofie Gråbøl, Nicolai Kopernikus, Søren Malling, Lars Mikkelsen og Bjarne Henriksen i de bærende roller.

Nu bliver arabisksprogede seere stillet over for samme mordgåde. Men de skal i stedet gruble over, hvem der myrdede Salma.

DR-dramaet er nemlig blevet oversat til arabisk under titlen "Mounatef Khater". Thrillerserien får premiere på Shahid, den største streamingplatform i Mellemøsten og Nordafrika, den 15. juli.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

- Det vidner jo om, hvor stor en gennemslagskraft dansk fiktion har, når nordisk noir pludselig skal udspille sig i høj sol, siger DR's fiktionschef, Henriette Marienlund, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Man må samtidig erkende, at selv om noget er umiskendeligt dansk, så kan det stadig have global appel, hvis det er udført godt nok, hvilket man jo kun kan glædes over.

Sofie Gråbøl i sin glansrolle som efterforskeren Sarah Lund i den første udgave af 'Forbrydelsen'. Nu får serien en arabisk pendant.
Sofie Gråbøl i sin glansrolle som efterforskeren Sarah Lund i den første udgave af "Forbrydelsen". Nu får serien en arabisk pendant.
Nanna Birk Larsen hedder Salma i den arabisksprogede udgave. Her ses hun med sin kæreste, kort inden hun bliver brutalt dræbt. (PR-foto).
Nanna Birk Larsen hedder Salma i den arabisksprogede udgave. Her ses hun med sin kæreste, kort inden hun bliver brutalt dræbt. (PR-foto).

Ingen sweater

Der bliver ikke brug for Sarah Lunds islandske sweatre. For i "Mounatef Khater" er det grå og regnfulde København skiftet ud med Kairo i Egypten, lyder det fra streamingplatformen Shahid.

- "Forbrydelsen" blev hurtigt en seerfavorit med sin gribende historie og på grund af det talent, serien er lavet med, siger indholdsdirektør Tareq Al Ibrahim i pressemeddelelsen.

- Vi ser frem til at vise remaket på Shahid, og vi er glade for, at vi har fået muligheden for at lave en genindspilning på arabisk.

Tredje gang

Det er tredje gang, at det Emmy-nominerede danske DR-drama er blevet genindspillet.

Der er tidligere både blevet lavet en amerikansk og en tyrkisk udgave.

I forvejen er DR's danske serie gået verden rundt og er blevet vist i over 120 lande. Herunder på britiske BBC, hvor den var uhyre populær.

Powered by Labrador CMS