Dronnings jubilæum flytter rundt på folks fridage

Allerede nu bliver der lagt spektakulære planer for fejringen af dronning Elizabeths kommende regentjubilæum.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver ikke forbigået i stilhed, når den britiske monark, dronning Elizabeth, kan fejre sit 70-års jubilæum som regent.

Allerede nu kan det britiske kongehus nemlig afsløre, at det i juni 2022 bliver markeret med en forlænget weekend med et tætpakket program.

Der bliver flyttet lidt rundt på nogle nationale fridage, så fejringen kan begynde allerede torsdag den 2. juni 2022 og fortsætte hen over fredag, lørdag og søndag.

Aldrig før har en britisk monark nået en regeringsperiode på 70 år.

Men den historiske milepæl kan den 94-årige dronning altså krydse om godt halvandet år.

– Hendes majestæts platinjubilæum vil være et historisk øjeblik – og et, der fortjener en mindeværdig fejring, udtaler den britiske kulturminister, Oliver Dowden, i en pressemeddelelse fra det britiske kongehus.

– Vi kan alle se frem til en særlig firedages jubilæumsweekend, når vi afholder et spektakulært show, der kun sker en gang i løbet af en generation, hvor vi blander det bedste af britisk ceremoniel pragt med banebrydende kunstneriske og teknologiske udstillinger.

– Det vil bringe hele nationen og Commonwealth (Det Britiske Statssamfund, sammenslutning af 52 nationer, der tidligere var en del af Det Britiske Imperium, red.) sammen i en passende til hendes majestæt, udtaler Oliver Dowden.

Det britiske kongehus har også annonceret den kommende fejring på Instagram sammen med et billede af dronning Elizabeth.

Hvad præcis der kommer på programmet til den historiske fejring, vil blive afsløret løbende, oplyser kongehuset.

Powered by Labrador CMS