Dronningens yndlings-tv-serie endelig afsløret

Det siges, at hun var noget skuffet, da den blev lukket.

Elizabeth er stor fan af politiserier. Arkivfoto: Scanpix/Alex Lentati.
Elizabeth er stor fan af politiserier. Arkivfoto: Scanpix/Alex Lentati.
Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Elizabeth er et menneske som alle os andre, og så alligevel ikke. For hvor de fleste skal have gang i en optager, eller ud og handle, hvis de vil gemme et afsnit af deres favorit-tv-serie, så kan dronningen ty til andre metoder. Det skriver britiske Express.

Her kan man læse, at dronningens yndlingsserie er britisk, og man kan også læse, hvordan Elizabeth får fingrene i det tv, hun gerne vil se. Hendes private sekretær kontakter slet og ret BBC, der herefter sørger for at fremsende DVD’er til dronningen, både med BBC-produktioner men også med produktioner fra konkurrende kanaler.

En af disse kanaler er ITV, der gennem årene har stået bag den serie, Elizabeth angiveligt elsker højere end nogen anden serie. På dansk hedder den Lov og Uorden, og på engelsk The Bill. The Bill blev sendt første gang i 1984 og for sidste gang i 2010. I årene imellem blev det til hele 26 sæsoner og 2425 afsnit.

Serien fokuserede over årene på en række forskellige opdagere og afdelinger hos det britiske politi, og Elizabeth skulle have været meget skuffet, da serien blev lukket i 2010. Express skriver, at Elizabeth foretrak afsnit, hvor betjentene ikke kom noget til, og hun kan meget vel have været glad for den sæson, der kørte i 2006, hvor ingen af de fiktive karakterer måtte lade livet for tv-dramets skyld.

Udover Lov og Uorden er Elizabeth også glad for en række andre serier, herunder “Doktor Who,” “Barnaby” og “Fint skal det være.”

Powered by Labrador CMS