Dronningen til Meghan: “Glem det”
Den engelske dronning nægtede hertuginden af Sussex at bære et bestemt halssmykke fra den royale samling.
Hertuginde Meghan af Sussex må godt låne smykker fra den royale samling, når hun er på officielle opgaver med prins Harry. Men ikke hvilke som helst. Det har dronning Elizabeth slået fast en gang for alle.
En royal kilde har netop i denne uge røbet, at dronning Elizabeth har forbudt Meghan at bære nogle af de dyrbare smykker. Det for at bevare rollefordelingen mellem sine svigerdøtre. Desuden, at det udløste en noget kølig reaktion fra dronningen, da Meghan på et tidspunkt bad om at låne et helt bestemt halssmykke, skriver Express.
Den royale reporter Gavin Grey har ifølge Express omtalt en bestemt episode i TV-programmet Studio 10.
– Der var en episode, hvor Meghan ønskede at låne denne specifikke halskæde, og hvor Harry udtalte, at “Meghan får, hvad Meghan vil have”. Det fik dronningen til at vende sig om og sige: “Åh nej – det gør hun ikke. Jeg bestemmer hvem, der skal bære hvad, når det handler om smykker fra den royale samling”, forklarede Gavin Grey.
Han nævnte også, at det passer meget godt med, at Harry tilsyneladende mener, at Meghan bliver “kigget ned på”, og ikke har de samme betingelser som svigerinden Kate Middleton.
– Der har været et slag i gang, og jeg fornemmer det fortsætter, sagde han.
Gavin Grey kaldte det selv for en fascinerende historie, og begrundede det med, at den kongelige familie råder over flere interessante samlinger. Ikke bare smykkesamlingen men også kunstværker.
– Nogle af de meget kostbare effekter er dronningens private ejendom, men langt de fleste tilhører de britiske skatteydere. Men majestæten har ret til at låne dem ud til andre medlemmer af kongefamilien og til at bestemme hvem, der skal låne hvad.
Det er da også blevet fortalt af kilder tæt på familien, at nogle af de smykker, der har været båret af hertuginden af Cambridge, ikke vil blive udlånt til hertuginden af Sussex. Det handler simpelthen om rangorden, forklarede han.