Dronningen søger ansat med særlige fingre
Ny kongelig medarbejder skal sikre ekstraordinære smukke rammer omkring Buckingham Palace.
Er man i markedet for nyt job og har man exceptionelt grønne fingre – samt gerne diplom i botanik, så er der nu mulighed for at blive kongelig gartner i England. Dronning Elizabeth søger nemlig lige nu en ny senior-gartner, der skal bidrage til at holde og udvikle de knap 162.000 kvadratmeter grønne område ved Buckingham Palace.
Det fremgår af en ny jobannonce på kongefamiliens hjemmeside.
Ifølge jobbeskrivelsen skal den nye medarbejder sikre, at haverne omkring dronningens vigtigste bopæl til enhver tid fremstår spektakulære og i enestående høj standard.
Artiklen fortsætter under videoen
Den ideelle kandidat besidder stor lidenskab for gartneri og har erfaring med vedligeholdelse af et botanisk landskab i høj kvalitet.
Gartneren kommer til at stå i spidsen for et lille, dedikeret team og får ansvaret for planlægning af sæsonkalenderen.
“Vores dedikerede team holder og præsenterer Buckingham Palace haverne og de omkringliggende, grønne områder i enestående høje standarder. Fra første dag tager De ejerskab for Deres egen afdeling i haven og De hjælper med at tilrettelægge den årlige plan for vedligeholdelse og arbejdsgange. Som teamleder skal de organisere og uddelegere daglige pligter samt selv udføre opgaver lige fra vedligeholdelse af plæner til pleje af buske, urtehaver og rosenbede”, står der blandt andet i annoncen.
Det fremgår ligeledes, at den nye medarbejder skal være med til at forme fremtiden for og udviklingen af haverne og derfor forventes at komme med både initiativ og kreative input.
Den udvalgte kan se frem til en årsløn, der svarer til cirka 178.000 danske kroner og dertil fri kost samt en række rekreative frysegoder. Hvad disse frynsegoder er, fremgår ikke.
Seneste ansøgningsfrist til jobbet er den 21. august klokken 23.55.