Dronningen skal være med til at fejre 750 års jubilæum

Dronning Margrethe og hendes søstre besøger næste weekend Kolding.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag den 5. maj fejrer byen Kolding og slottet Koldinghus 750 års jubilæum, og det kommer til at foregå med royalt besøg. Det afslører Kolding Kommune i en pressemeddelelse. Både Dronning Margrethe og hendes to søstre, prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie, vil deltage i fejringen.

Dronningen kommer sejlende med kongeskibet Dannebrog til Kolding, og hun vil holde tale i Staldgården ved et arrangement, der er åbent for alle byens borgere.

– Sejlerfolket kan godt begynde at glæde sig. Der bliver nemlig mulighed for at følge Kongeskibet Dannebrog ind gennem Kolding Fjord. Det ventes at være omkring kl. 8.30, da Kongeskibet ventes at lægge til kaj i inderhavnen kl. 9.00, skriver Kolding Kommune om besøget.

Dronningen og hendes to søstre vil deltage i den officielle fejring fra klokken 11. Samtidig vil de kaste royalt glans over åbningen af udstillingen “Magtens smykker” på Koldinghus.

– Det er virkelig fornemt, at H.M. Dronningen vil holde en tale under besøget. Og også at det bliver ved arrangementet i Staldgården, hvor alle byens borgere kan møde op, udtaler borgmester Jørn Pedersen.

 

Ud over dronningens tale i Staldgården, vil byens borgere også blive budt på gratis kage, og gratis koncert om eftermiddagen på slotsbanken foran Koldinghus.

– Vi har flere arrangementer i løbet af jubilæumsåret, men den officielle fejring bliver lørdag d. 5.maj. Vi er meget beæret over Kongehusets interesse for Koldinghus og Kolding”, siger borgmester Jørn Pedersen.

 

Efter jubilæumsfejringen lægger dronningen fra kaj igen med Dannebrog klokken 17.

Powered by Labrador CMS