Dronningen jagter historien
Dronning Margrethe åbner Nationalmuseets danefæudstilling ”Jagten på Historien”.
Dronning Margrethe indvier officielt udstillingen ¨Jagten på Historien” i Nationalmuseets forhal. Det sker den 28. januar, oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
Udstillingen viser de fornemste og mest spektakulære fund af danefæ, som amatørarkæologer og andre findere har gjort i den danske muld i løbet af 2016.
Kostbare ringe
Under udstillingens åbning vil dronning Margrethe besigtige udstillingen, der blandt andet viser de kostbare guldringe, som tre amatørarkæologer i sommer fandt nær Vejen i Sydjylland.
Ringene, som vejer næsten et kilo til sammen, er det næststørste guldfund fra vikingetiden.
Runesten forsvandt for 200 år siden
”Jagten på Historien” præsenterer flere andre kostbare og vigtige fund, som er dukket op på forunderlig vis.
Der er en runesten, som forsvandt for 200 år siden, for sidste år at dukke op i en haveterrasse i Thy.
Et andet enestående fund er Danmarks længste flintøkse på over 50 centimeters længde.
Der er en mangfoldighed af smykker fra oldtiden, herunder et enestående krucifiks af guld fra vikingetiden.
Møntskatte
Og så er der malmgryder og møntskatte fra middelalderen samt en lang række andre sjove og spændende fund bippet frem med metaldetektor.
Efter åbningen deltager dronning Margrethe i Nationalmuseets årlige danefædag for amatørarkæologer og detektorfolk.