Dronningen i hopla: Åbnede ny udstilling
Mandag åbnede en veloplagt dronning Margrethe en udstilling på Moesgaard Museum.
Dronning Margrethe var mandag i hopla, da hun indviede en ny udstilling på det nye Moesgaard Museum ved Aarhus.
Det skriver Billed-Bladet.
Udstillingen hedder “Fri os fra det onde”. Omdrejningspunktet er middelalderen, som dækker perioden fra 1050 til 1536.
– De levede i en evig frygt for, hvordan det skulle gå dem. For de vidste, ligesom vi ved, at alt, hvad de lavede, ikke var liiige godt og liiige heldigt, sagde dronning Margrethe i åbningstalen i følge Billed-Bladet.
Fuldender opbygning af permanente udstillinger
Middelalderudstillingen fuldender opbygningen af Moesgaard Museums permanente udstillinger om oldtid og middelalder, hvoraf de første om bronzealderen, jernalderen og vikingetiden blev åbnet i forbindelse med indvielsen af museets nye udstillingsbygning i oktober 2014.
Det seneste udstillingsafsnit – om stenalderen – blev taget i brug af publikum i oktober sidste år.
Alle udstillingerne er blevet indviet af Dronningen, der er protektor for Moesgaard Museum, oplyser museet på dets hjemmeside.