Dronningen holder tale til nationen
Storbritanniens Dronning Elizabeth holder en tale til nationen - som den danske Dronning tidligere har gjort.
Dronning Elisabeth vil søndag holde tale til nationen i forbindelse med coronapandemien fra Buckingham Palace.
Det oplyser det britiske kongehus.
– Hendes majestæt dronningen har optaget en særlig udsendelse til Storbritannien og Commonwealth i forbindelse med coronavirusset, lyder det i en pressemeddelelse.
Den tv-transmitterede tale vil blive sendt klokken 21 dansk tid søndag aften.
Bortset fra sin årlige tale juledag er det yderst sjældent, at den nu 93-årige dronning adresserer det britiske folk direkte.
Talen er blevet optaget i Windsor Castle, hvor dronningen bor med prins Philip.
Meldingen fra det britiske kongehus kommer, kort efter at Storbritannien kunne notere en kedelig rekord i forbindelse med coronapandemien. Således er der det seneste døgn registreret 684 dødsfald blandt coronapatienter i landet.
Det er det hidtil højeste antal blandt briterne og en stigning på 23 procent i forhold til dagen før.
Fredag morgen var det samlede antal smittede oppe på 38.168 i Storbritannien.