Dronningen holder fest og dropper hofsorgen for Henriks død

Festen kan ikke flyttes.

Udgivet Opdateret

I forlængelse af gemalen Prins Henriks død i februar erklærede Hendes Majestæt dronningen en månedlang hofsorg. Dermed proklamerede hun, at hoffet i en måned ikke ville deltage i sjove, festlige arrangementer.

Eftersom hofsorgen trådte i kraft den 13. februar, da Prins Henrik døde, udløber den tirsdag 13. marts. Så længe går der dog ikke, førend majestæten bøjer reglerne lidt.

Allerede søndag 11. marts er hun nemlig vært ved det i øvrigt festlige arrangement Hæderstegnsmiddag for henholdsvis Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Det fremgår af Kongehusets offentligt tilgængelige kalender. 

Ved arrangementet deltager ligeledes kronprinsparret, der også officielt er en del af hofsorgen, står det.

Dagen ligger fast

Jyllands-Posten har ligeledes fattet interesse for det faktum, at majestæten bryder en hofsorg, der er erklæret som følge af hendes egen mands død.

Derfor har avisen henvendt sig så tæt på hestens egen mule, som muligt.

Middagen afholdes på indstiftelsesdagen for hæderstegnet og Frederik IX’s fødselsdag den 11. marts, og man har ønsket at holde fast i denne tradition. Middagen afholdes i år i afdæmpet form,” skriver kongehusets kommunikationsrådgiver, Christian Meyer, til Jyllands-Posten som forklaring.

Ifølge Kongehuset.dk var det Frederik d. 9., der i 1953 indstiftede hæderstegnet for flyvevåben og forsvar som pendant til søværnets, der allerede indstiftedes i 1801 af Christian d. 7.

Flyvevåbnets og Forsvarets hæderstegn tildeles for god tjeneste i 25 år.

Powered by Labrador CMS