Dronningen eksporterer succes til Sverige

Svenskerne kan snart se den danske dronnings kostumer og scenografi i "Nøddeknækkeren".

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved siden af sit virke som majestæt og sin private rolle som farmor kaster den danske dronning sig gerne over kreative gesjæfter, og hun står blandt andet bag scenografi og kostumer til den populære ballet “Nøddeknækkeren”, der flere vintre har lokket danske børn og voksne i Tivoli.

Men nu kan den danske dronning snart se frem til international opmærksomhed, for balletten med dronningens kreative touch skal nemlig for første gang sættes op i udlandet, nærmere betegnet Sverige.

– Jeg er både glad og stolt over, at vi kan præsentere vores familieudgave af “Nøddeknækkeren” i Malmø til nytår, når vi er færdige med årets juleopsætning i Tivoli.

– Der er allerede mange svenskere, der tager turen over sundet for at besøge Tivoli. Men nu kan endnu flere svenskere komme til at opleve Tivoli-magien, siger Frederik Wiedemann, der er kulturunderdirektør i Tivoli.

Inspirereret af egne oplevelser

Dronning Margrethe har tidligere afsløret, hvordan hendes egen barndoms jul har været med til at inspirere hende til at genskabe historien om “Nøddeknækkeren”.

Forestillingen handler om pigen Clara, der holder juleaften med sin familie, og den juleaften, som optræder i balletten, er således inspireret af dronningens egen.

– Da vi i sin tid sagde, at forestillingen skulle vise en dansk juleaften, var det jo åbenlyst, at det skulle foregå med flæskesteg, gås og risengrød, der selvfølgelig har en mandel i. Og så får de æbleskiver i læssevis til sidst, har dronning Margrethe fortalt.

Premieren i Malmø i Sverige finder sted den 31. december, men inden da er det altså traditionen tro muligt at se balletten i Danmark henover julen.

Powered by Labrador CMS