Dronningen: -Det gør mig ked af det

Dronning Margrethe taler ud i et stort interview med Flensborg Avis.

Offentliggjort Sidst opdateret

I begyndelsen af september var der officielt kongeligt besøg hos det danske mindretal i Slesvig, da Kongeskibet Dannebrog officielt lagde til kaj i Flensborg. Inden det flere dage lange besøg i det nordtyske talte Dronning Margrethe med chefredaktøren for Flensborg Avis – en dansk avis i Tyskland.

Emner for de to er der nok at tage fat i, for det er endog ganske længe siden, majestætens skib senest lagde til kaj i havnebyen. Det var nemlig i 1978. Især drejer interviewet sig dog om det såkaldte sydslesvigske spørgsmål. Danskere “fanget” på tysk side ved grænseinddelingen og genforeningen i 1920.

Der er ifølge majestæten én ting i den forbindelse, der gør hende ked af det, og dronningen forsøger efter bedste evne selv at gøre sit. For ifølge chefredaktør Jørgen Møllekær er bevidstheden om dilemmaerne i det danske mindretal ved at sive ud hos den generelle danske befolkning.

– Det er jeg faktisk ked af. Det er vel nok også en af grundene til, at jeg ikke undlader at hilse i nytårstalen. Så kan folk da i det mindste få dét at høre. Jeg håber meget, at folk bliver ved med at forstå, hvad Sydslesvig er. Det er jo grusomt længe siden, jeg gik i skole, så tiderne har forandret sig, og folk er mindre bevidste om situationen i Sydslesvig. Man har jo sommetider ligefrem sat lidt spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig kunne være sandt, svarer majestæten.

Dronningen selv siger også, at hendes kendskab til det sydslesvigske kunne være langt bedre, hvorimod kendskabet til Sønderjylland, der i 1920 atter blev en del af Danmark, er langt mere omfattende grundet barndomsferierne på Gråsten Slot.

Interviewet kan du læse i sin helhed hos Flensborg Avis.

Powered by Labrador CMS