Dronningen åbner dørene på Cayx
Anledningen er præsident Macrons statsbesøg. For første gang efter prins Henriks død møder dronningen pressen.
Engang var der tradition for, at dansk og fransk presse i august rejste til Cayx i Sydvestfrankrig for at møde dronningen og prins Henrik.
På vinslottet Château de Cayx fortalte regentparret om de seneste begivenheder i kongehuset, ligesom journalisterne kunne spørge til, hvad der ellers rørte sig hos familiens prinser og prinsesser.
Efter flere års pause er der igen pressemøde på slottet, når dronningen torsdag inviterer indenfor. Anledningen er den franske præsident Emmanuel Macrons statsbesøg i Danmark 28. og 29. august.
Oplagt sted
Forud for et statsbesøg er det kutyme, at dronningen møder repræsentanter for det pågældende lands presse, og da hun i disse uger holder ferie på Cayx, så var det oplagt at holde pressemødet for de franske journalister dér, oplyser kommunikationschef i kongehuset Lene Balleby.
– Og når de franske medier blev indbudt, så ønskede dronningen også at give de danske medier mulighed for at komme forbi, siger Lene Balleby.
Slottet havde en særlig plads hos prinsen
Pressemødet finder sted, et halvt år efter at prins Henrik døde 13. februar. Siden har dronningen deltaget i en række officielle begivenheder, men det er første gang siden prinsens død, at der holdes pressemøde og dermed første gang, dronningen kan få mulighed for offentligt at tale om hans død og tiden efter.
Rammerne er oplagte, for Château de Cayx havde en særlig plads i prins Henriks hjerte. Han er opvokset i omegnen af slottet, og det var her, han producerede vin.
I 2015 bortforpagtede han jorden og produktionen, men slottet blev i familiens eje, og her opholdt prinsen sig i længere perioder, særligt i sine sidste leveår.
Livet går videre
Retoriker Trine Nebel, der er adjunkt ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at det vil være et passende tidspunkt for dronningen at tale om prins Henriks død.
Det samme vil hun sandsynligvis gøre i sin nytårstale.
– Men det er ikke noget, som kommer til at fylde særlig meget. Relativt hurtigt efter at prinsen var død, genoptog hun sine officielle pligter og signalerede dermed, at livet går videre på godt og ondt, siger Trine Nebel.