Dronning viser prøver på sit talent: Vinder svær quiz

Dronning Elizabeth prøvede kræfter med en kendt TV-quiz - og hun lammetævede modstanderen.

Dronning Elizabeth viste prøver på sine evner i quizspil. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det siges, at man bliver klogere med alderen. Og det lader også til, at den tese gør sig gældende for dronning Elizabeth. Hun besøgte nemlig det lokale Women’s Institute for at spille en direkte omgang af et kendt quizformat, der kaldes Pointless. Det er det format, som netop nu kører på TV2 under navnet “Jo færre, jo bedre”.

Quizzen går i al sin enkelthed ud på, at man bliver stillet et spørgsmål, hvor der er en række rigtige svar – det gælder bare om at finde dét svar, som færrest har gættet. Dermed får man så få point som muligt.

I Storbritannien er det Alexander Armstrong, der siden 2009 har styret løjerne i quizprogrammet og han var også vært, da dronningen slog sin vej forbi. Dronning Elizabeth deltog i spillet, der foregik i fem runder, men publikum måtte altså se langt efter spænding, da dronningens hold lammetævede modstanderen 3-1. Men det overrasker faktisk ikke Alexander Armstrong, der har mødt dronningen tidligere.

Dronningen elsker det

Alexander Armstrong var nemlig gæstetaler til dronningens årlige besøg på Sandringham WI – og han afslører, at dronningen er vild med quizprogrammet.

– Hun er vores mest fornemme seer, siger han og uddyber om dronningens egen deltagelse, at hun viste nogle behændige og gode evner i Pointless.

I et interview efter den direkte udgave med Women’s Institute forklarede værten, hvordan det var at være med til.

– Det er bogstavligtalt som en drøm, der går i opfyldelse, fordi jeg tror, at det er alles drøm at have te med dronningen – og det var bare den mest elskværdige oplevelse, forklarer han til Hello Magazine.

Dronningen har deltaget i møder hos Women’s Institute siden 1943.

Powered by Labrador CMS