Dronning og prinsesse bliver tv-stjerner

Prinsesse Madeleine og dronning Silvia optræder i ny dokumentarserie, der får premiere senere på året.

Prinsesse Madeleine og Dronning Silvia kan snart opleves i en TV-serie. Foto: Scanpix/Carlo Allegri
Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske prinsesse Madeleine og hendes mor, dronning Silvia, vil i slutningen af året tone frem som tv-stjerner på svensk tv.

Det sker, når de optræder i en dokumentarserie om deres fælles hjertebarn: Organisationen World Childhood Foundation, der hjælper børn i nød.

Det skriver det svenske ugeblad Svensk Damtidning.

Dokumentarserien er ved at blive produceret netop nu og vil bestå af seks afsnit, som viser de to kongelige kvinders arbejde for organisationen. Det bekræfter Åsa Andreasson Åkerström, som er informationsansvarlig hos Childhood, overfor ugebladet.

Organisationen kæmper for børns rettigheder verden over. Den blev stiftet i 1999 af den svenske dronning og fejrer i år 20 års jubilæum.

Siden 2006 har prinsesse Madeleine været involveret i organisationens arbejde og er i dag protektor for den. Den svenske dronning har tidligere fremhævet, hvordan hendes datter er god til at tage initiativ og komme med egne idéer til kampagner.

Dokumentarserien bliver produceret for den svenske kanal TV3 og forventes at få premiere i slutningen af året.

Powered by Labrador CMS