Dronning mister betroet medarbejder og nær ven
Uventet dødsfald får sandsynligvis dronning Elizabeth til at bryde den royale etikette.
Dronning Elizabeth II er dybt ulykkelig, efter en af hendes mest loyale medarbejdere, Annette Wilkin, er gået bort. Hun blev 72 år.
Annette Wilkin arbejdede for majestæten i 40 år. Hun startede som tjenestepige og steg i løbet af årene i graderne. Til sidst havde hun titel af chefhusholderske. Hun døde pludselig efter kort tids sygdom, skriver Express.
Dronningen deltager normalt kun i begravelsen af mennesker, der var tætte, personlige venner eller familiemedlemmer. Hun deltog dog ved begravelserne af de tidligere premierministre, Winston Churchill og Margaret Thatcher. I alle andre tilfælde sender hun en personlig repræsentant for at vise sin respekt.
Men i dette tilfælde forventes Elizabeth ifølge Express at bryde etiketten. Simpelthen fordi hun og Annette Wilkin havde et meget tæt og specielt forhold. For eksempel lod dronningen Annette Wilkin bo i et af sine huse nær Windsor, så hun til enhver tid var i nærheden. Desuden forærede hun hende på et tidspunkt en af sine elskede Corgi hunde.
Annette Wilkin blev aldrig gift. I stedet valgte hun at vie sit liv til sit job og den kongelige familie, skriver Express.