Dronning Margrethe: Sådan er mit forhold til musik

Den danske dronning holder meget af musik, men må dog have ro, når hun arbejder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun kommer selv fra et hjem med klaver og tonerne har ofte lydt i de kongelige gemakker, da hun var lille. For dronning Margrethe betyder musik derfor noget helt særligt.

– Jeg har altid holdt meget af det, jeg er jo også vokset op i et hjem med musik. Jeg har aldrig spillet selv på nogen måde, men musikken betyder bestemt noget for mig, det gør den, fortæller hun i anledningen af den forestående repremiere på balletten “Nøddeknækkeren” i Tivoli.

For første gang bliver balletten, der nu sættes op for tredje gang i Den Gamle Have, nemlig akkompagneret af orkestret Tivoli Copenhagen Phil, der sørger for levende musik fra orkestergraven.

Det betyder meget, mener majestæten, der står bag kostumer og scenografi til balletten.

– Det giver noget, at musikken bliver frembragt i det øjeblik, man hører det. Det er ikke på dåse, om man så må sige, og det gør en forskel.

– Jeg ved ikke meget om lyd og ret begrænset om musik, men der er sjæl i det, simpelthen. For der er mennesker, der frembringer det lige i det, vi hører det, fortæller hun.

Musikken frembringer følelser

At musikken kan frembringe følelser, er hun ikke i tvivl om.

– Det er helt klart. Det kan det også, når det kommer fra plade eller bånd, men det, at man sidder mens, det udvikler sig, det er noget særligt, siger hun.

Til gengæld er det sjældent, at den danske dronning i dag skruer op for musikken hjemme på Amalienborg.

– Når jeg arbejder og for eksempel tegner og maler, så har jeg ikke musik på. Det kan jeg ikke, der må være ro. Men jeg holder meget af musik, fortæller hun.

“Nøddeknækkeren” spiller i Tivoli fra den 1. december til den 30. december.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS