Dronning Margrethe: Mit køn er en fordel

I et stort interview med den svenske avis Kvällsposten fortæller dronning Margrethe om sit liv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været en fordel for dronning Margrethe, at hun er kvinde. Det fortæller dronningen i et stort interview med den svenske avis Kvällsposten, der har sat dronningen i stævne i biblioteket på Amalienborg.

Hun mener blandt andet, at det har været med til at adskille hende fra sin far, kong Frederik IX:

– Man kan ikke sammenligne mig én til én med min far. Han var mand. Jeg var kvinde og ung. Man sammenligner ofte en søn med sin far, men med en datter er det anderledes. Jeg håber, det bliver det samme for min søn, bare omvendt, siger dronning Margrethe.

Egentlig var dronning Margrethe ikke født ind i jobbet som regent. Lovmæssigt. Men med grundlovsændringen i 1953 blev tronfølgeloven ændret, og dronning Margrethe arving til den danske trone.

Da var dronning endnu en pige, men familien stolede på hende, fortæller hun til Kvällsposten:

– Der fandtes ingen sønner. Jeg var min fars ældste barn, der skulle efterfølge ham. Vi talte ikke så meget om det før den sidste vinter. Da var jeg 12, knapt 13 år. Mine forældre forklarede mig, at det nok skulle gå. Min far havde stor tillid til mig, siger dronning Margrethe, der har regeret Danmark i 47 år.

Vi er nået langt

Dronning Margrethe blev født i 1940, og siden da er der sket og andet, når det drejer sig om ligestilling mellem kønnene.

Det anerkender dronningen:

– I dag er det ikke uvant, at kvinde indtager fremtrædende positioner. Der findes statsministre og andre kvinder, der er højt ansete. Der er ikke den store fordel på mænd og kvinder, udover at mænd normalt ikke går i kjole, griner dronningen.

Derfor mener dronningen, at der er “fin ligestilling mellem kønnene,” siger hun til avisen:

– Mulighederne er der for begge køn. Man må arbejde for at komme frem, om man er mand eller kvinde. Nogle kvinder har måske oplevet, at de har haft det hårdere, men andre har oplevet, at det gik ganske let. I mit eget tilfælde arvede jeg min stilling og har måttet udfylde den – det er noget andet, siger dronning Margrethe.

Powered by Labrador CMS