Dronning Margrethe indviede fane
Dronning Margrethe besøgte Hjemmeværnet på Skive Kaserne for at overdrage den nye fane til Landsdelsregion Vest.
Dronning Margrethe besøgte tirsdag Landsdelsregion Vest for at overdrage og indvie landsdelsregionens nye fane.
Dagen blev markeret med en festlig parade og efterfølgende lukket reception.
Og traditionen tro, blev der slået tre ceremonielle søm i fanen; ét for Dronningen, ét for fædrelandet og ét for modtageren af fanen.
Det skriver Landsdelsregion Vest i en pressemeddelelse.
De tre søm blev slået i af henholdsvis Hendes Majestæt, viceforsvarschef generalløjtnant Per Ludvigsen og chef for Hjemmeværnet generalmajor Finn Winkler
– To regioner er slået sammen til en. Fanen er jo også Dannebrog og er det mærke, vi skal samles under i regionen, sagde dronning Margrethe.
God stemning og højt humør
Mange af de frivillige soldater i Landsdelsregion Vest deltog for at fejre den nye fane.
Til den efterfølgende reception var der også mulighed for at udveksle gode minder og gamle historier, mens nogle få frivillige fik mulighed for at tale med dronningen om deres virke og oplevelser i Hjemmeværnet.
– Det er mit håb, at fanen kan være inspiration for de mange ansatte og frivillige, der er i regionen til gavn for samfundet og Forsvaret, sagde chef for Hjemmeværnet Finn Winkler om fanen.
Fanen markerer samtidig sammenlægningen af de to tidligere totalforsvarsregioner, henholdsvis Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland og Totalforsvarsregion, Fyn, Syd- og Sønderjylland, der blev lagt sammen til Landsdelsregion Vest 1. januar 2017.
Samtidig blev også Landsdelsregion Øst oprettet, der også fejrer ny fane ved en parade senere på dagen.