Dronning Margrethe fylder 79 år
Hendes Majestæt dronning Margrethe fylder 79 år i dag, tirsdag den 16. april 2019.
I dag er det en ganske særlig dag – for Hendes Majestæt, dronning Margrethe, fylder 79 år.
Det fejrer hun traditionen tro med befolkningen – men modsat traditionen, så bliver det ikke i de vante rammer på Amalienborg.
Dronning Margrethe har i anledning af den nært forestående påske nemlig residensforlæggelse på Marselisborg Slot i Aarhus.
Her kan man på slaget 12 ønske tillykke til dronningen og den tilstedeværende kongelige familie, når de træder ud på slottets veranda for at hilse på de fremmødte.
Hele programmet for fødselsdagen kan du se her:
Selv om dronning Margrethe som regel fejrer sin fødselsdag på Amalienborg, hænder det, at hun gør det i Aarhus. Det skete senest i 2017 – den sidste med prins Henrik ved sin side.
Dronningen fejrer som regel højtider som påske og jul på det aarhusianske slot. Da påsken i år falder tæt på 16. april har hun derfor valgt at holde fødselsdag i Aarhus.
Kan man ikke være i Aarhus, vil der fra 10.00-14.00 i forbindelse med Dronningens fødselsdag være fremlagt gratulationslister i porten i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, København.