Dronning Margrethe chokerer: -Ingen stor guldbryllupsfest
Til næste år bliver der ingen stor fest, når dronning Margrethe og prins Henrik kan fejre deres guldbryllup.
10. juni næste år kan dronning Margrethe og prins Henrik fejre deres guldbryllup. Men der bliver ikke tale om festivitas i den forbindelse. Det oplyser Kongehuset:
– Regentparret ønsker at afholde guldbrylluppet under private former, oplyses det fra Kongehuset.
Dermed lægger det fast, at regentparret ikke vil fejre guldbryllup sammen med danskerne.
Heller ikke 49 års bryllupsdagen i dag fejres sammen. Dronning Margrethe er i Danmark, mens prins Henrik er i Frankrig.
Anderledes for 24 år siden
Helt anderledes var det for 24 år siden, da dronningen og prinsen kunne holde sølvbryllup. Det blev fejret over hele landet, og Amalienborg var fyldt til randen med feststemte danskere og turister.
Siden årsskiftet har prins Henrik levet en noget mere tilbagetrukket tilværelse, efter at dronningen i sin nytårstale afslørede, at prinsen ville gå på pension.
– Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at drosle ned – til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension.
– Fremover vil prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv, lød det fra dronningen.