Dronning Margrethe åbner stor udstilling

Når Skovgaard Museet i Viborg slår dørene op for en stor udstilling med kunstneren Niels Skovgaard, bliver det med åbningstale ved dronning Margrethe.

Dronning Margrethe åbner Skovgaard Museets udstilling, hvor dronningens eget Niels Skovgaard-maleri er udlånt til. KLIK VIDERE OG SE DRONNINGENS MALERI. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix (Arkivfoto)
Dronning Margrethe åbner Skovgaard Museets udstilling, hvor dronningens eget Niels Skovgaard-maleri er udlånt til. KLIK VIDERE OG SE DRONNINGENS MALERI. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethe har takket ja til Skovgaard Museets invitation til at åbne udstillingen, hvor dronningens eget Niels Skovgaard-maleri er udlånt til.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Tidligere har museet samarbejdet med dronning Margrethe i anledning af dronningens 70-års fødselsdag i 2010, hvor udstillingen ”Et Livsværk” præsenterede værker fra dronningens barndom frem til de nyeste malerier.

Fra sommeren 2018 står Skovgaard Museets udstillingsprogram på en omfattende præsentation af Niels Skovgaards værker.

Udstillingen er den første med Niels Skovgaard siden 1939, og den ledsages af den første udgivelse om Skovgaard siden 1943.

Niels Skovgaard har længe stået i skyggen af sin mere berømte far, den nationalromantiske landskabsmaler P.C. Skovgaard, og sin berømte storebror, Joakim Skovgaard, der især er kendt for sin monumentale udsmykning af Viborg Domkirke, som førte til oprettelsen af Skovgaard Museet i 1937.

Denne udstilling vil vise, at Niels Skovgaards kunst fortjener ny og større opmærksomhed.

Alsidigt værk

Niels Skovgaard (1858-1938) skabte et alsidigt værk i løbet af sin lange karriere som kunstner, hvor han både var maler, billedhugger, keramiker og illustrator.

Han udsmykkede en lang række kirker, men er i dag bedst kendt for Magnusstenen i Skibelund Krat, som kan betegnes som en moderne Jellingesten.

Hvis man kender højskolesangbogen, så er man også fortrolig med Niels Skovgaards mest udbredte værk: En tegning af en skægget mand, der spiller harpe, pryder bogens ryg.

Hans livsværk er så stort, at udstillingen præsenteres i to dele: Malerier på Skovgaard Museet og skulpturer, keramik og illustrationer på Vejen Kunstmuseum. I 2019 samles de to dele og rejser videre til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland:

– Vi er meget stolte af, at dronningen har sagt ja til at åbne udstillingen med Niels Skovgaard. Det understreger dronningens interesse for kunst og opbakning til kulturinstitutioner i hele landet, siger museumsleder Anne-Mette Villumsen i pressemeddelelsen.

Åbningen på Skovgaard Museet foregår lørdag den 2. juni 2018. Udstillingen vises frem til den 6. januar 2019.

Powered by Labrador CMS