Dronning Elizabeth søger ny og aldeles betroet medarbejder

Kan du manøvrere en Sikorsky-helikopter, så er det her måske jobbet for dig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Britiske dronning Elizabeth er lige nu på udkig efter en helt særlig medarbejder. Kravet for at få jobbet er, at man er en sikker kommunikator med store administrative evner og kan reagere hurtigt. Man skal så også lige have licens til at flyve helikopter. Det fremgår af en jobannonce på dronningens hjemmeside.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er nemlig en ny helikopterpilot til ‘The Queen’s Helicopter Flight’, der er bud efter. Der er tale om en lille afdeling med et team af såvel flyvende personale som medarbejdere på jorden, der leverer den højeste standard for helikoptertjeneste til medlemmer af den kongelige familie ved officielle forpligtelser.

Af annoncen fremgår det videre, at den rette kandidat skal kunne fungere som både kaptajn og som styrmand ombord på en Sikorsky S76 C helikopter. Den nye medarbejder bliver ansvarlig for planlægning og udførsel af flyvninger i henhold til afdelingens operations-manualer.

Ud over at skulle flyve indebærer jobbet også administrative funktioner i samarbejde med direktøren for afdelingen.

Der vil blive lagt vægt på, at ansøgerne har erfaring med at servisere VIP-personer, er detaljeorienteret og i stand til at udarbejde nøjagtige flyveplaner.

Af sikkerhedshensyn skal kandidaten også bestå et såkaldt  ‘kategori 1’ lægetjek, der blandt andet inkluderer test af syn, hørelse og hjerte, ligesom der vil blive taget og undersøgt blod- og urinprøver.

Ansættelsesbetingelserne fremgår ikke af annoncen, men det nævnes dog, at man skal være indforstået med fleksible arbejdstider og påregne overnatninger rundt omkring.

Ansøgningsfristen er den den 1. marts 2020 klokken 23.55.

Powered by Labrador CMS