Dronning Elizabeth på indkøb

Dronning Elizabeth prøvede for første gang kræfter med en scan-selv-kasse i supermarkedet Sainsbury.

Offentliggjort Sidst opdateret

For de fleste er en tur i supermarkedet en vanlig sag. Det gør sig ikke gældende, hvis man er kongelig. Derfor kan noget som scan-selv-kasserne godt overraske, når det er første gang, man oplever dem.

Det var Dronning Elizabeth ude for onsdag, da hun besøgte det engelske supermarked Sainsbury.

Nysgerrige spørgsmål

Det var en meget interesseret dronning, der fulgte med i, hvordan et indkøb foregår, når kunden selv skal scanne sine varer uden assistance fra en ekspedient.

Hun var særligt fokuseret på, om det var muligt at snyde ved ikke at betale for varerne, skriver Express.

Sainsburys regionale chef Damien Corchoran, som viste dronningen rundt, fortalte om, hvor glade kunderne er for scan-selv-kasserne, fordi det går hurtigere. Det kunne dronningen godt forstå.

Officielle besøg

Dronningen er ikke så vant til at være på indkøb i supermarkeder, og når hun endelig er i et supermarked, er det på officielt besøg.

Det gjorde sig også gældende for hendes første møde med en scan-selv-kasse i Sainsbury.

Hun besøgte supermarkedet, som til dels er en gengivelse af den originale Sainsbury-butik, fordi supermarkedkæden i år kan fejre sit 150-års jubilæum.

Powered by Labrador CMS