Drama i Vild med dans i aften
Der er lidt uenighed om, hvilket par der fredag aften ryger ud af Vild med dans.
Der er lagt op til drama, når Vild med dans fredag aften løber over tv-skærmen.
Bookmakerne er nemlig uenige om, hvilket par, der ryger ud i aften.
Youtuber røg ud
I fredags bød Vild med dans på en overraskelse:
– Det var lidt af en overraskelse, at Youtuberen Julia Sofia blev sendt hjem sidste uge. Endnu mere overraskende var det dog, at Sofie Lassen-Kahlke sammen med partneren Michael Olesen røg i omdans. Vi tror dog, der er tale om en enlig svale for parret, og de er derfor også forsat vore favoritter til at løbe med den endelige sejr, fortæller pressechef hos Nordicbet, Thomas Holm, og fortsætter:
– Stjernekokken Dak Laddaporn bliver sammen med partneren Thomas Evers endnu engang vores favorit til at ryge ud. Vi vurderer, at parret med stor sandsynlighed vil få færrest point af alle. Derudover har parret allerede været i farezonen flere gange.
Danske Spil er tildels enige:
– Dak Laddaporn er den, der står svagest forud for kvartfinalen til odds 2,00 på at blive stemt ud. Selvom hun har en populær dansepartner, så har hun allerede været i omdans, og så scorer hun færre point end sine konkurrenter, siger oddsansvarlig i Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Tre af tilbageværende par har været i omdans
Af de fire tilbageværende deltagere har de tre af dem været i omdans.
Kun Daniel Svensson har ikke været i omdans endnu, og skulle man tro på den statistik, så vil Daniel Svensson gå hen og vinde.
Men det er ikke oddssætternes vurdering:
– Daniel Svensson er den af danserne, der scorer færrest point hos dommerne. Omvendt ser det også ud til, at han er den mest vellidte af seerne, når han som den eneste ikke har været i omdans. Med odds 1,75 på Daniel Svensson i omdans, så er det også udtryk for, at denne gang kommer han i omdans, siger Peter Emmike Rasmussen.
Intet er sikkert endnu
Han understreger dog, at intet på dette tidspunkt af konkurrencen er givet på forhånd.
– Det er højest overraskende at både Sofie Lassen-Kahlke og Iben Hjejle, som har scoret højeste karakterer hos dommerne hidtil, har været i omdans. Det siger mig, at intet er givet på forhånd, og konkurrencen er væsentligt tættere, end hvad vi måske havde forventet for et par uger siden. Det indikerer vores odds på 2,00 på, at Iben Hjejle kommer i omdans og 2,50 på at Sofie Lassen-Kahlke kommer i omdans også, slutter Peter Emmike Rasmussen.
Du kan se Vild med dans i aften klokken 20 på TV2, som du kan læse mere om her.