Drama i Luksusfælden: Kæresten skrider
I den lille by Aars i Nordjylland kan Dorte ikke få sin kæreste Stephan til at tage ansvar for parrets økonomi. Overhovedet.
Utallige gange har hun bedt ham søge studiejob, fordi hun ikke vil blive ved med at forsørge dem begge, men det har han ikke fået gjort. Selv tilskriver han det sin dovenskab.
Stephans største frygt, er at eksperterne, Carsten Linnemann og Mette Reissmann skal finde på at bede ham stoppe med at ryge på sin e-cigaret. Noget Dorte også har bedt ham gøre flere gange.
Brugte 2100 kr. på e-cigaret på en måned
Stephans dovenskab har ødelagt hans og Dortes forhold så meget, at hun er på nippet til at forlade ham. Bedre bliver det ikke, da eksperterne afslører, at Stephan alene den sidste måned har brugt 2100 kroner på sin elskede e-cigaret, men samtidig har taget penge fra fælleskontoen, som Dorte bidrager mest til, fordi hun arbejder hårdt som SOSU-hjælper.
Hans forbrug står i skarp kontrast til at han ikke betaler børnebidrag til sin datter. Når Dorte har bedt ham gøre det, er han blevet sur og de er blevet uvenner.
Kæresten skrider
Stephan skylder mange hundredetusinde væk. En del af gælden, 17.000 kroner, stammer fra opmagasinering af nogle møbler gennem fem år. Da en flyttebil ankommer med møblerne, bliver det for meget for Dorte. Hun går. For den halvtomme bil bliver det endelige symbol på Stephans dovenskab og manglende ansvarsfølelse.
Spørgsmålet er, om eksperterne kan redde både forholdet og økonomien.
Se med i Luksusfælden i aften klokken 20 på TV3.