Dragset sætter nyt lys på Hammershøi
Elmgreen & Dragset kan ikke adskilles. Denne sommer kan kunstnerduoen opleves på Statens Museum for Kunst. 16. juli fylder Ingar Dragset 50 år.
Man kan ikke sige Ingar Dragset uden samtidig at nævne Michael Elmgreen.
Ved at blande kunst, arkitektur og design vender de to kunstnere op og ned på det normale og det, der forventes.
16. juli fylder Ingar Dragset, der stammer fra Trondheim i Norge, 50 år.
Artiklen fortsætter under videoen
Denne sommer kan duoen opleves på Statens Museum for Kunst i København med “Der har jeg hjemme. Hammershøi by Elmgreen & Dragset”.
Udstillingen tager afsæt i Vilhelm Hammershøis kendte malerier af rum, blandt andet sine egne stuer i hjemmet på Christianshavn.
“Hvad er et hjem for en størrelse”, spørger Dragset og Elmgreen, som har inviteret en række kunstnerkolleger til at give deres besyv til temaet.
Udstillingen har fået fine anmeldelser og er blevet kaldt en “lille perle i al sin nordiske kølighed” af Kristeligt Dagblad.
Element af provokation
Som altid med Dragset og Elmgreen er der et element af provokation, som når de lader et hus være spændt på hovedet af en nøgen kvinde.
Langt mere debat vakte det dog, da parret i 2012 skulle skabe deres første offentlige udsmykning i Danmark. Helsingør ønskede et nyt vartegn, og det blev til skulpturen “Han” – en nøgen yngling på to meter.
En slags moderne storebror til Den Lille Havfrue på Langelinie i København, der skal vise, at manden i lighed med kvinden er et seksualobjekt.
Værket mødte modstand fra flere sider, men kommunen holdt fast, og i dag står “Han” yderst på molen foran Kulturværftet og befinder sig dermed midt i byens nye kulturområde.
Dragset og Elmgreen, der også danner par privat, bor og arbejder i Berlin.
Afsæt i homoseksualitet
En række af deres værker tager direkte afsæt i deres egen homoseksualitet. Mest opsigtsvækkende er en kæmpe betonklods, der i 2008 blev indviet i Tiergarten i Berlin til minde om de homoseksuelle, som endte livet i koncentrationslejre under krigen.
Siden midten af 1990’erne har parret udstillet verden over, blandt andet på Tate Modern i London, Musée d’Art Moderne i Paris, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt og biennalerne i São Paulo, Venedig, Berlin, Istanbul og Moskva.
De har fået en lang række priser. Blandt andet Eckersberg Medaillen i 2012 for deres storskalaværker, der relaterer sig til forholdet mellem kunst, arkitektur og design.
Desuden er de tildelt den store tyske kunstpris, Preis der Nationalgalerie der Junge Kunst, ligesom de blev de første modtagere af Arkens Kunstpris, som uddeles af museet ved Ishøj syd for København.